Spørger man vælgerne, så står forbedringer på dagpengeområdet ikke øverst på ønskelisten, når politikerne på Christiansborg skal finde frem til en finanslov for næste år.

Det viser en måling, som A&B Analyse har foretaget på nettet for online-mediet Altinget.

Netop dagpengeområdet ventes ellers at blive det helt store stridspunkt, når regeringen begynder forhandlinger om finansloven for 2015.

Vælgerne peger dog først på forbedringer inden for sundhed, ældre og folkeskolen, når de skal prioritere, hvordan en pulje på 1,5 milliarder kroner, som regeringen har afsat til ekstra velfærd, skal bruges. Dagpengeændringer kommer ind på en delt fjerdeplads sammen med ekstra midler til socialt udsatte børn og unge.

/ritzau/