Stress, der via engelsk er hentet fra strictus, der betyder stram på latin, defineres som ”langvarig stærk legemlig eller psykisk belastning, som individet ikke kan tilpasse sig”. Desuden rimer det på pres. Et stresset menneske er presset af sine omgivelser og af tidsfaktoren. Stress føles også beslægtet med press, og pressen svælger i stress. De mest fremsynede redaktioner har antagelig oprettet særlige stressgrupper, der skal holde øje med forskningen og finde case stories, gerne bistået af den fagbevægelse, der står parat til at yde stressassistance og dermed vise medlemmerne, at de får noget for deres kontingenter.
Man kunne tro, at hele den offentlige sektor består af en samling dirrende stressvrag, der på grund af regeringens onde nedskæringer er presset til det yderste, men nu er nok nok og vi finder os ikke i mere, og selv om det bliver det samme med en anden regering, så ville det være fryd at fyre Fogh. ”Danmark i oprør”, som TVAvise n festede med at udråbe, da børnebranchen gik på bastionerne. Sygemelding på grund af stress er ved at være acceptabelt på linie med influenza, men den kloge kommune sørger for at sætte ind med psykologhjælp til de stressramte, så de – eventuelt tilsat en smule stressdæmpende medicin – kan fortsætte på jobbet uden at blive mobbet.
Netop mobberiet, ægte som indbildt, er et andet hovedemne for den presse, som gerne vil møde læserne på hverdagens slagmark, hvor den menneskelige komedie udspiller sig. I mange professioner er stress et vilkår, der er nærmest noget mistænkeligt ved en reklamemand, der ikke er ved at gå til at stress på grund af møder, mobiltelefoner, manglende manuskripter og knas med kassebeholdningen. Der mobbes i skoler, på plejehjem, på hospitaler, universiteter, kaserner, politistationer, menighedsråd, børnehaver, vuggestuer, SFO, VUC samt styrelser, væsener, direktorater, inspektorater og banestrækninger. Mobberiet fremkalder stress, men andre vil vende billedet og sige, at det er stresserie t, der meler vejen for mob. Vi må altså stressen til livs, hvis vi vil afskaffe mobning.
Et positivt forslag kunne være at knytte en stresscoach til de nervenedbrudte medmennesker, der hellere vil gemme sig under dynen derhjemme end at lade sig stresse og mobbe i morgentrafikken for at komme ind på en stressende og mobbende afdelingen, hvor selv luften i kantinen emmer af stressmofykokker, den eneste afveksling er stressende mobilmobninger fra børnene, der skal afreagere deres akkumulerede stress – og så går turen retur i mobbomobilen med stressede indkøb til en sur familie, hvor selv en kop kan udløse et mobhop. Her er der i høj grad brug for en lyttende specialist, der kan identificere de stressfaktorer, der mobber sig ind i hinanden og danner et helhedsbillede med giftige farver og mange advarselslamper.
Problemet med stresssygemeldte kolleger er, at de tilbageværende vil mærke et forøget arbejdspres, der kan true deres balance og til sidst sende dem til coach med påfølgende orlov, terapi, energiopladning og kunstig solbruning, og inden de første ofre for en umenneskelig arbejdskultur, præget af et lavt menneskesyn, er tilbage på pinden, er ni ud af ti ellers flittige og forstandige funktionærer bukket under for de symptomer, som de kan genkende fra deres omgivelser, aviser, ugeblade, tv-kanaler, internettet og lægebrevkassen i fagforeningsbladet.
Inden konsensus breder sig så meget, at dogmerne om mob og stress stadfæstes med samme autoritet som Marias ubesmittede jomfrufødsel og den menneskesyndige klimaforandring, skal der være plads til opponenten, der påtager sig at argumentere for stress som noget sundt, som en indre drivkraft, som en spænding der kun kan udløses gennem arbejde, aftaler og arrangementer. Uden stress bliver ingen tilfreds, lyder et hjemmerullet ordsprog, og et eller andet er der altså i den ejendommelige kendsgerning, at så mange opgaver løses i sidste øjeblik, eller at deadlines overskrides med deraf følgende meromkostninger i produktionsledet.
Fortaleren for sund stress vil blive mødt m ed den krænkede indvending, at det vil ramme de svageste i samfundet, hvis den enkelte tvinges til at lægge moderat mentalt pres på sig selv for at få den stillede opgave udført. Ord som ugidelighed, slapsvanseri, skulkeri, dovenskab, indolence, dagdriveri o.l. er hensynsfuldt anbragt langt nede i ordfortegnelsen, da de repræsenterer en overfladisk og fordømmende vurdering af individers ydeevne. Man kan ikke forlange inspiration, motivation og innovation af stressede stakler, der er kommet i klemme i systemet. På den anden side var de store tænkere og opfindere aldrig nået så langt uden stress og press og pressen. Sidste nyt er, at især mænd stresses af hjemmearbejde, det er altså ikke en løsning at fritage ofret for at møde på kontoret.


Citat:
Fortaleren for sund stress vil blive mødt med den krænkede indvending, at det vil ramme de svageste i samfundet, hvis den enkelte tvinges til at lægge moderat mentalt pres på sig selv for.