Firmaer som ISS og Danish Crown giver kun sundhedsforsikringer til de højtlønnede ansatte. Dermed kommer forsikringerne ikke alle ansatte til gavn – og det er ellers argumentet for, at de skal være skattefri. Det fremgår af ugebrevet A4.
Ifølge A4 har virksomhederne enten ikke tilbudt forsikringer til alle grupper af personalet, eller også er tilbuddet så dyrt, at det reelt ikke er attraktivt for de dårligst lønnede medarbejdere. At ikke alle i personalet har lige adgang til sundhedsydelserne kommer bag på arbejdsmarkedsforsker Flemming Ibsen, der er professor ved Aalborg Universitet.
– Sundhedsforsikringerne er jo blevet solgt af borgerlige politikere på, at de omfattede alle ansatte, siger han til ugebrevet.
Hos ISS er cirka 1200 funktionærer af de 10.000 ISS-ansatte i Danmark udstyret med en privat sundhedsforsikring. Det er en del af deres pensionsordning.
Ritzau