Sundhedsminister Arne Rolighed (S) er kun imødekommende på enkelte punkter over for brancheorganisationen Tobaksindustrien, TI, der kritiserer lovforslaget om forbud mod tobaksreklamer. Ministeren overvejer en længere frist end lovforslagets tre måneder til omstilling i detailhandlen, og desuden vil han igen kigge på forbudet mod tobaksbrandnavne, der anvendes til ikke-tobaksprodukter. EU-kommissionen er på vej med et nyt direktivforslag, efter at EF-domstolen har underkendt elementer i det oprindelige forslag. Det er dog ikke grund til at udskyde det danske lovforslag, for ifølge Arne Rolighed har kommissionen kun interesse i, at så mange medlemsstater som muligt gennemfører regler, der svarer til det annullerede direktiv vedrørende forbud mod reklame i den skrevne presse og visse former for sponsorering. Arne Rolighed understreger, at der skal sættes streg under reklame i forbudet. Det er naturligvis ikke meningen at forbyde almindeligt salgsarbejde, skriver han. Han afviser kritikken om at undgå dialog med TI om en frivillig aftale.
Nyheder