Omsætningen i Valtech i Danmark voksede i 2006 med 27 pct. til 67,251 mio. kr., mens årets resultat voksede fra 2,466 til 8,751 mio. kr. Med andre ord mere end en tredobling af bundlinjen, og den slags tal har gjort indtryk højere oppe i koncernen. Derfor bliver den 32-årige adm. dir. Lars Baldt nu hentet til hovedkontoret som COO for at implementere og videreudvikle den danske Valtech-model, der i en pressemeddelelse beskrives som en samling af de strategiske, tekniske og kommunikative kompetencer under ét tag.

Ny adm. dir. for Valtech i Danmark bliver en lidt ældre kollega, 33-årige Carsten Brogaard Jensen, mens Lars Bladt bevarer tilknytningen til Danmark som arbejdende bestyrelsesformand.

– Vores succes er i høj grad baseret på vores velfunderede forretningsmodel, hvor vi har valgt at samle strategiske, tekniske og kommunikative kompetencer under ét tag. Her har vi formået at imødekomme kundernes og markedets stigende behov for innovative internetløsninger. Det vidner bl.a. tilgangen af flere end 50 nye kunder i 2006 om. For kunderne er efterhånden trætte af at få at vide, at et stykke nyt software kan løse alle deres problemer. Det kan nemlig kun i meget sjældne tilfælde lade sig gøre, siger Lars Bladt og tilføjer:

– Desuden har vores køb af Par No. 1 Interactive i efteråret 2005 yderligere styrket vores tilstedeværelse i Jylland, hvor vi også har oplevet flot tilgang af nye kunder og et godt bidrag til det samlede resultat i Valtech’s danske forretning.