FREDAGSFILM: Det er en pebret affære at købe sig til 30 sekunders reklameplads ved Super Bowl-finalen på søndag. Fire mio. dollar – eller godt 22 millioner danske kroner.
Og det er så bare for selve de 30 sekunder. Hertil kommer så filmproduktion, aflønning af bureau, instruktør, evt. kendisser, diverse royalties for brug af musik og meget mere.
Men lad os bare blive ved de 22 millioner kroner. Det amerikanske branchemedie Digiday har leget lidt med tanken om, hvad en Super Bowl-annoncør kunne have valgt at forkæle sit brand med i stedet for de 30 sekunder, og det er ikke småting, man kan få, skriver digiday.com.
Vi nævner i flæng: 14 milliarder Facebook-annoncer. Det er en facebook-annonce hvert eneste sekund døgnet rundt i 469 år…
En spillefilm. Der findes faktisk en del udmærkede film med budgetter på under 22 millioner kroner, mener instruktøren Jason Zada – manden bag Office Max’ jule-opfindelse ”Elf Yourself”.
Eller måske var det noget med tre milliarder banner-annoncer – eller forsiden af New York Times’ online-sportssektion i 400 dage? Se flere muligheder her.
Og så alligevel…
Det lyder jo alt sammen af ganske meget, men stor-annoncører som Coca-Cola, Audi, Budweiser, Ford, Pepsi, Chrysler, M&M’s og Volkswagen spenderer alligevel de mange penge på en (eller flere) Super Bowl-reklamer – år efter år.
Det gør de selvfølgelig blandt andet fordi, der er ekstremt megen brand-prestige i Super Bowl som reklame-udstillingsvindue, men også fordi Super Bowl er deres absolut største mulighed for at få deres budskaber ud til noget, der ligner en tredjedel af USA’s befolkning – i ét hug.
Plus naturligvis al den megen opmærksomhed, det lykkes at skabe omkring reklamerne – både før og efter kampen.
Vi runder fredagen af med et kig på de fem mest delte (gennem den seneste uge) af årets Super Bowl-reklamer ifølge Unruly Medias 2014 Super Bowl Ad Charts.
Budweiser (22,4 mio. views – 273.000 shares)
Jaguar (3,4 millioner views – 46.000 share
Kia (1,2 millioner views – 43.000 shares)
Volkswagen (3,4 millioner views – 40.000 shares)
SodaStream (6,4 millioner views – (34.000 shares)