Man skal høre meget, før ørene falder af. Nu siger NBC’s salgs- og marketingchef Seth Winter, at 4,5 mio. dollar for en standard-reklame under årets Super Bowl er en ren foræring til annoncørerne.
– Vi har solgt 95 pct. af annoncepladsen, og de 4,5 mio. dollar er formentlig tættere på 10 mio. dollar værd, siger Seth Winter i noget, der minder om et alibiagtigt overbud.
Som alle andre tv-stationer, der hoster de største sportsbegivenheder, er der kamp om at suge mest mammon ud af de gigant-events, de har købt de eksorbitant dyre rettigheder til.
Men det interessante denne gang er, at NBC-folkene ikke længere opgør et reklamespots værdi under selve begivenheden. Denne gang er alle ROI-kanoner kørt i stilling for at fortælle historien om, hvor pre-rolls og post-rolls af stort set samme kommunikation spiller sammen med selve tv-reklamerne.
Der er i øvrigt kommet 15 nye annoncører til Super Bowl, og de kommer især fra brands inden for alkohol, forsikring, gaming & apps og læskedrikke, mens biler, teleselskaber og teknologivirksomheder er tilbageholdne.
Indtjeningen fra Super Bowl’en er fordoblet siden 2012, og det er naturligvis muligheden for at bruge online-reklamer sideløbende med den direkte tv-transmission, der har boostet bankkontoen.