Mens sportsentusiaster lige nu har travlt med at dissekere Super Bowl-finalen mellem Seattle Seahawks og Denver Broncos, der blev spillet i nat dansk tid, så har reklameverdenen tilsvarende travl med at udnævne vindere og tabere blandt de dyrt indkøbte spots.
Og helt overordnet betragtet bøjer de fleste sig for Budweisers nuttede hundehvalp i filmen ”Puppy Love”. Den scorer topplaceringen i USA Todays AdMeter, den får som den eneste reklame under kampen karakteren A+ af Adweek, Marketing Magazine har den som en af sine absolutte favoritter, Ad Age udnævner den til en af årets fem bedste – og ifølge Unruly Medias Viral Video Chart er det den mest delte reklame på nettet i de seneste syv dage med over 1,1 mio. shares.
De hjemmelavede
Men også PepsiCo’s Doritos-brand er der blevet lagt mærke til. Doritos har gennen en årrække inviteret alle, som måtte have lyst, til at sende et forslag til en Super Bowl-reklame ind – og vinderne får deres film vist under kampen.
Således også i år – hvor der i øvrigt var dansk deltagelse i semifinalen – og årets to hjemmelavede vinderfilm scorer generelt rigtig højt i de forskellige medier. Også selv om de angiveligt blot har kostet 250 dollar og otte timer at lave.
Begge er med i Top 10 i USAToday’s AdMeter – ”Cowboy Kid” er endda nummer 2.
Hvor er Beckham?
Hvad der til gengæld ikke ser ud til at være slået voldsomt igennem i år, er de mange kendisser.
H&M havde lovet publikum, at de selv kunne bestemme, hvor meget tøj fodboldikonet David Beckham skulle tage af i reklame, SodaStream havde skabt enorm foromtale af sin film med skønheden Scarlett Johansson og endnu et reklameforbud, Jaguar stillede op med blandt andre skuespilleren Ben Kingsley, og Budweiser havde hyret selveste Arnold Schwarzenegger til at tease for sin reklamefilm.
Men ingen af disse ellers på forhånd meget omtalte film, lykkedes med at slå igennem i nat. For Budweisers vedkommende var det hundehvalpen og velkomsten til den hjemvendte helt, der stjal billedet, og for SodaStreams og H&M’s vedkommende er deres reklamefilm i de fleste mediers vurderinger – og afstemninger blandt seerne – landet relativt langt nede.
For Chrysler, der havde hyret ingen ringere end musik-legenden Bob Dylan til at optræde i sin Super Bowl-film i år – hvilket der kom en to minutter lang sag ud af – gik det dog lidt bedre. Adweek giver et ”A-”, og sammen med Volkswagens ”1.000.000 miles” ligger Chrysler og bobler lige uden for Top 10 hos USAToday.
America is good
Og ja, det hele er selvfølgelig ærke-amerikansk. Og ”tear-jerking”, som de selv siger derovre.
USAToday skriver om årets reklametendens, at det var ”den nat, Hollywood overtog Madison Avenue, og hvor annoncørerne forelskede sig i Amerika og amerikansk symbolik.
Tendenserne er klare, mener avisen: der fortælles historier, som er filmisk troværdige, dialog er der ikke meget af, men derimod musik. De billige grin og falde på halen-komikken er ikke in længere. Kendisser er ikke længere nok: det handler om, at gøre det enkelt: hund elsker hest, far elsker søn, Amerika er ”good”.
Du kan se alle Super Bowl-reklamerne her. Og et par eksempler på ”America is Good” kan du se her:
Coca-Cola:
Chrysler: