31 minutters strømafbrydelse på stadion ved nattens Super Bowl-finale i New Orleans har skabt rygende debat om, hvorvidt de mange annoncører nu fik det udbytte, de havde betalt to-cifrede millionbeløb for.
En af dem, bryggerigiganten Anheuser-Busch, er imidlertid næppe utilfreds med sin eksponering, strømafbrydelse eller ej.
For virksomhedens reklamefilm ”Brotherhood” for Budweiser-brandet har efter kampen erobret den absolutte førsteplads på listen over årets bedste Super Bowl-reklamer – i hvert fald ifølge den amerikanske avis USATodays traditionelle måling Ad Meter.
Filmen fortæller en hjertegribende lille historie om hesteavleren, der opfostrer Clydesdale-heste til Budweiser, og som tre år efter at have afleveret en af sine heste til bryggeriet møder den igen ved en parade i Chicago. Du kan se filmen under artiklen her – sammen med et par andre af nattens populæreste reklamer.
Filmen, som kom på nettet torsdag den 31. januar, og som dermed kun har været tilgængelig i fire dage, er lige nu ikke bare nummer et på Viral Video Charts’ liste over mest delte reklamer inden for de seneste 24 timer. Det er også den mest delte reklame inden for de seneste 7 dage. Og inden for de seneste 30 dage.
Selv på listen over mest delte reklamer inden for de seneste 365 dage er det allerede nu lykkedes filmen at indtage en syvendeplads.
Filmen er i skrivende stund delt 471.021 gange inden for 24 timer – og i alt 1.532.926 gange siden den kom på nettet for fire dage siden.
Fire stjerner
Også hos de branchekyndige, og måske mindre sentimentalt anlagte, skribenter hos Ad Age, har Budweiser-filmen ramt en nerve. Bladets giver fire stjerne til filmen og skriver: ”This year the horses return to their rightful role as stars. Weepy, sentimental, nostalgic. I don’t care. This is everything I want from a Budweiser Super Bowl spot.”
Bryggeriet har desuden ladet filmen, som er kreeret af reklamebureauet Anomaly, følge af en social media-opfordring til at komme med forslag til, hvad det lille føl, der optræder i de første scener, skal hedde. Lige nu fører ”Buddy”, efterfulgt af ”Clyde”…
Ad Meter har i øvrigt Procter & Gambles film ”Miracle Stain” for vaskemidlet Tide fra Saatchi & Saatchi, New York, på en andenplads, og Chryslers to minutters film ”Farmer” for Ram-pickup trucks på en tredjeplads.
Ud over Budweisers ”Brotherhood” og Procter & Gambles film ”Miracle Stain” får to andre film fire stjerner hos Ad Age. Det er Samsungs “The Big Pitch” fra 72andSunny, Los Angeles, og Coca-Colas ”Security Camera”, som ganske vist allerede blev vist under OL i sommer og derfor sådan set slet ikke er en ”rigtig” Super Bowl-reklame.
Hos Wall Street Journal er det en anden Chrysler-film, der får roserne: Filmen reklamerer for Jeep og hedder ”Whole Again”. Den har den berømte talkshow-værtinde Oprah Winfrey med på speak’en, og der vrides igen hårdt i amerikanernes tårekanaler.
Også Taco Bell-reklamen ”Viva Young” bliver fremhævet hos WSJ. Ingen har derimod lyst til at slå på stortromme af fryd over Coca-Colas ”Chase”, som ellers fik en masse medieomtale inden Super Bowl-finalen.
Du kan se den samlede ranking fra Ad Meter her.
Og se de omtalte film her.
Budweiser – ”Brotherhood”
Procter & Gamble – ”Miracle Stain”
Chrysler Ram – ”Farmer”
Samsung – “The Big Pitch”
Coca-Cola – ”Security Camera”
Chrysler Jeep – ”Whole Again”
Taco Bell – ”Viva Young”
Coca-Cola – ”Chase”