Hvis man pusler med tanker om at købe sig reklameplads ved 2014-udgaven af Super Bowl – den årlige finale i amerikansk fodbold og årets mest sete tv-begivenhed i USA – så er det nu man skal slå til.
Tv-stationen Fox, som har senderettighederne til finalekampen i 2014 – den 48. af slagsen – fortæller således ifølge avisen USAToday, at man allerede nu har solgt 85 procent af reklamepladsen til begivenheden, og at man regner med at have nået 90 procent, når NFL-sæsonen starter i begyndelsen af næste måned.
Fox selv vil ikke oplyse, hvilke priser man sælger reklamepladsen til, men den amerikanske avis har talt med en stribe mediabureauer, og de fortæller, at nogle af 30 sekunders-slots’ene sælges for over fire millioner dollar, svarende til over 22,5 millioner kroner.
Sidste år var det tv-stationen CBS, der sendte kampen, og dengang lå prisen for 30 sekunder på 3,8 millioner dollar, altså godt 20 millioner danske kroner.
Det er ikke småpenge, men når annoncører som Anheuser-Busch InBev, Audi, Coca-Cola, Danone, General Motors, Hyundai, M&Ms, Pepsi, Toyota og Volkswagen år efter år æder de regelmæssige prisstigninger, så er det blandt andet fordi begivenheden giver dem mulighed for at nå ud til over 100 millioner amerikanske forbrugere. Som ikke zapper væk.
Det mest sete på amerikansk tv
Finalen mellem New York Giants og New England Patriots i februar 2012 blev set af 111,3 millioner seere, og det gør kampen til det mest sete program nogensinde på amerikansk tv.
Dertil kommer, at der hvert år er en ekstrem hype i medierne omkring årets ”høst” af Super Bowl-reklamer. Masser af både amerikanske og andre medier skriver om og viser reklamerne – både før under og efter kampen. Og det er der også penge i.
Blandt de Super Bowl-reklamer, der i de seneste år har været mest omtalt, har givet anledning til fortsatte kampagner, vundet masser af internationale reklamepriser og haft deres eget liv længe efter, at finalekampen har været fløjtet af, finder man fx Budweisers Clydesdales, Old Spices The Man Your Man Could Smell Like, Dodge Ram Trucks’ Farmer og naturligvis Volkswagens The Force.
Sidstnævnte væltede stadion i 2011 og ligger stadig i dag, ifølge Unruly Medias Viral Video Chart, som nummer 1 på listen over mest delte reklamefilm nogensinde.
Er du nysgerrig efter flere Super Bowl-reklamer gennem historien kan du finde de fleste her.
FAKTA
Pris for 30 sekunders spot ved Super Bowl (dollar)
1967: 40.000
1976: 125,000
1985: 500,000
1997: 1.200.000
2006: 2,500,000
2012: 3.500.000
2013: 3.800.000
2014: 4.000.000 (forventet)