Super Bowl er en af verdens største sportsbegivenheder, hvor millioner af mennesker følger med live, og det gør de i stigende grad på forskellige digitale enheder, viser en ny Adobe Digital Index rapport.

Her er fire interessante pointer fra rapporten:

1. Sport skal ses live – og fra digitale enheder

Hver tredje forbruger ser nu live sportsbegivenheder på andre enheder end det traditionelle flow-tv.

Særligt de unge ser med fra digitale enheder. Halvdelen af Generation Y ser nu live sport på smart tv, mobile enheder, pc’er og spilkonsoller. I løbet af det sidste år har der været en vækst på 80 pct. i forbruget af sport, der sendes på enheder som fx tablets, desktops og smarte tv’er.

2. Super Bowl-reklamerne ses på Facebook

I undersøgelsen fremgår det også, at Facebook er førstevalget, når man skal se de meget omtalte Super Bowl-reklamefilm – YouTube må altså se sig slået i kampen om videoseerne.

3. Super Bowl skaber buzz

Når Super Bowl løber af stablen ser hele USA med. Derfor er Super Bowl en eftertragtet platform for virksomheder, hvor særligt de sociale medier spiller en rolle.

I 2015 oplevede de virksomheder, der annoncerede i forbindelse med Super Bowl fem gange mere social buzz end de virksomheder, som ikke gjorde det. Samtidig viser undersøgelsen, at folk i gennemsnit taler om de gode Super Bowl reklamer på de sociale medier i 25 dage efter kampen er afsluttet.

4. Reklamerne bliver vist simultant på alle platforme

For første gang nogensinde bliver reklamerne under Superbowl sendt samtidig på både tv, online og på mobile enheder. Det skyldes, at reklamerettighederne er blevet solgt som en samlet pakke og ikke delt op på forskellige platforme, hvilket har været tilfældet tidligere.

Lidt fakta om undersøgelsen:

Den er baseret på 10 mio. engagementer på sociale medier (omtaler, likes, delinger, følger) indsamlet fra januar til maj 2015 fra blogs, Facebook, G+, Reddit, Twitter, Dailymotion, Flickr, Instagram, Tumblr, VK, Disqus, Foursquare, Metacafe, WordPress og YouTube. Data om videotal stammer fra 36 mia. TV everywhere-videoafspilninger. Derudover er der data fra en rundspørge blandt over 400 amerikanske forbrugere, der har set en live sportsbegivenhed om deres syn på Super Bowl.