En stækket økonomi afskrækker tilsyneladende ikke de amerikanske forbrugere, når det er årets Super Bowl, der skal gøres klar til.
Ifølge MediaPost vurderer amerikanske The Retail Advertising and Marketing Association, at finalen i amerikansk fodbold igen vil slå sin egen rekord og genere et salg på 10 mia. USD. svarende til mere end 50 mia. danske kroner.
Storsællerterne er øl, chips, avokadoer, is, frosne pizzaer og kyllinger, men en rundspørge blandt 8.500 forbrugere tyder på, hvis resultaterne ganges op, at 3,9 mio. amerikanere også har planer om at købe storskærms-tv’er, og at der vil blive købt 1,8 mio. nye møbler i anledning af kampen.
Som Markedsføring tidligere har kunnet fortælle, koster det annoncører 2,7 mio. USD. eller mere end 13,7 mio. gode danske kroner for blot 30 sekunders reklame.
41,5 mio. amerikanere forventes at se Super Bowl kun på grund af reklamerne, men der er også de amerikanere, som hader reklamerne og ville foretrække, at virksomhederne, i stedet for de dyrt betalte reklamer, ville sænke priserne på deres produkter, oplyser MediaPost.
sm