Super Branding, men ikke en superbest reklamefilm – under alle omstændigheder så skaber SuperBest opmærksomhed med sit musical koncept. Således også i panelet i Markedsførings Karakterbog, der produceres af AC Nielsen AIM.
Konceptet har fået mange reklame-øjenbryn til at løfte sig. Manden der kommer ind i et supermarked, møder en ekspedient, han kender og spørger til råds om, hvad han skal servere til gæsterne, hvorefter svaret gives gennem en musical med ekspedienter, køer og fisk som aktører. Det hele går så godt, at manden afslutningsvis går ned gennem rækkerne syngende “åh jeg er så glad i dag“.
Bag de mange løftede øjenbryn gemmer der sig dog ikke mange positive kommentarer – snarere dyb forundring. Spørgsmålet er så, hvad seerne mener? Resultatet er ikke entydigt.
SuperBest trænger dog helt sikker igennem som afsender. Med 37 pct. der uhjulpet kan nævne kæden som annoncør i forhold til de 72 pct., der kan huske at have set filmen, så ligger både erindring af filmen og branding i top. Til gengæld kniber det en del med sympatien, hvor filmen deler befolkningen – med en tendens til at de negative holdninger er de stærkeste.
SuperBest opnår den klart stærkeste branding hos de 13-24 årige, hvor hele 59 pct. uhjulpet kan nævne annoncøren. Denne gruppe er også en anelse mere positive. Den efterfølgende aldersgruppe (25-34) giver også en høj branding (50 pct.), men her er holdningen til gengæld klart mere negativ. De mest positive finder man i aldersgruppen 65-74 år, og det er et usædvanligt resultat. Reklamefilm scorer generelt lavt hos denne aldersgruppe, og brandingen ligger da heller ikke højt her med kun 18 pct.
Lisbeth Radant: – Det, der sikrer en høj branding, er også det, der skiller vandene. Jeg kan ikke selv lide den, og det er derfor, jeg kan huske den. Men i modsætning til film, som f.eks. Mesterhak, der også fik en negativ score, så tror jeg, at den negative holdning i dette tilfælde risikerer at blive overført på produktet/kæden.
Mogens Jønck: – Der er noget kitschet over den, og det er nok årsagen til, at de unge kan huske den. De fanger den helt klart – spørgsmålet er, hvad man kan bruge det til. Unge tilhører jo ikke just husholdningernes indkøbere.
Birthe Nielsen: – Jeg er forundret. Man kan ikke finde noget tankevækkende i filmen – på den anden side kan man vel ikke sige, at den har forfejlet sit mål.
Claus Buhl: – Sympatien ligger da i den tunge ende. Jeg tror, at det handler om, at den skal være tro mod sin genre, og det er den ikke. Skal den have fat i det grå guld i Jylland eller skal den være kitsch i forhold til en yngre målgruppe. Den lander midt imellem. Men det er i virkeligheden en død interessant film. Man burde samle alle de film, der skiller vandene på denne måde.
Diskussionen i panelet afspejlede også forskelle i, hvad man havde opfattet fra filmen. Ikke alle havde fanget alle figurerne – som f.eks. koen – og det skabte en forskellig opfattelse af ironien. Dele af panelet havde svært ved at se ironien, mens andre synes, den var klar.
Slutdommen var der dog ikke tvivl om: Konceptet har måske et potentiale. Men som filmen ser ud lige nu, så lander den ikke.