Sponsorater i Superligaen kommer i mange forskellige former – et af de mere opsigtsvækkende af slagsen står den randrusianske forretningskvinde Lis Bilde for.

Hun er kvinden bag virksomheden Gardin Lis, hvis navn gennem de seneste par sæsoner i Superligaen har prydet ryggen på Randers FC’s spillertrøjer.

En ryg, som på det seneste har tiltrukket sig en del opmærksomhed på de sociale medier.

– Jeg elsker det. Jeg skal klart kigge hos Gardin Lis, næste gang jeg mangler gardiner, skiver BC Hospitalitys CMO, Eva Lundgren på Twitter.

Kasper Granat, Nordlux’ CMO, tweeter: ”Lis er fantastisk”, mens en tredje Twitter-bruger skriver: ”Ligaens mest spændende sponsornavn. Det åbner op for nogle interessante tilråb.”

Lis Bilde er med på, at navnet skaber opmærksomhed. Men fokus for hendes sponsorarbejde – der omfatter langt mere end Randers-ryggen – ligger ikke i kendskabsmålinger: Det handler om netværk.

Randers i hjertet

– Når man køber et sponsorat i en sportsklub, får man adgang til netværk, hvor man mødes og udveksler forretnings-erfaringer. Det er den sparring og det netværk, der er det interessante for mig, siger Lis Bilde til Markedsføring og tilføjer:

– Vi har sponsoreret Randers i 15 år, og udvidede i 2018 med udebaneryggen. Men vi sponsorerer også AGF og Brøndby fast. Og så har vi gennem årene haft masser af andre sponsorater.

" Det har da givet mange sjove kommentarer, at ”alle spillerne nu hedder Lis”.
Morten Hørby Andersen, salgs- og marketingchef, Randers FC

Gardin Lis er således fast ”Guldpartner” i Randers FC, fast ”Vilfort Partner” i Brøndby og fast ”Netværkspartner” i AGF.

Dertil kommer en række forskellige andre sponsorater i perioder – hos AaB, Viborg, Silkeborg og FCN. Og Bakken Bears inden for basketball. 

– Så vi skifter lidt. Men det er jo Randers, der ligger tættest på hjertet, siger Lis Bilde.

Hvad koster det dig?

– Det fortæller jeg ikke, men sponsoraterne er en vigtig del af vores marketing-aktiviteter. Det udgør nok en tredjedel af vores samlede budget, siger hun.

”En fantastisk ambassadør”

Og spørger man hos Randers FC, så er Gardin Lis ”næsten et symbol på Randers FC”.

– Hun er aktiv på netværksdelen og med ryggen også på reklamedelen. Så hun viser sin virksomhed frem, er en del af byen – og en fantastisk ambassadør for klubben, siger Morten Hørby Andersen, der er salgs- og marketingchef hos Randers FC.

Om trøje-ryggen, som Gardin Lis har ”ejet” i det seneste par sæsoner, fortæller han:

– Vi ville gerne have en ryg-sponsor, og Lis har jo været sponsor i klubben i mange år, så vi syntes, det var en god idé, at hun tog ryggen. Så vi gav det et skud, og det var hun heldigvis frisk på. 

– For os er det fedt at have en så aktiv partner, og jeg er sikker på, at Gardin Lis har sat sig selv på landkortet, siger Morten Hørby Andersen og tilføjer:

– Og ja, det har da givet mange sjove kommentarer, at ”alle spillerne nu hedder Lis”. 

Et personligheds-sponsorat

Sponsor og brandingekspert inden for sport, Keld Strudahl, Brandactivators, har mange års erfaring med vurdering af sponsorater og sponsorarbejde.

Han mener dog, det er vanskeligt at vurdere størrelsen af Gardin Lis’ sponsorat.

– Der er jo meget forskellige prislapper på trøjesponsorater. For det første er prisen afhængig af, hvilken klub, der er tale om, hvor f.eks. FCK og Brøndby ligger i den dyre ende, siger han til Markedsføring og tilføjer:

– Det kommer også an på, om det er bryst, ærme eller ryg. Og så kan sponsorater ofte være sammensat i pakker, hvor det kan være svært at prissætte enkeltdele.

Keld Strudahl vurderer, at sponsorater helt generelt kan være billigere end vanligt i øjeblikket, da klubberne på grund af corona mangler penge.

– Gardin Lis’ sponsorat er jo et personligheds-sponsorat, så jeg gætter på, at hun har lavet en god aftale, siger Keld Strudahl og tilføjer:

– Og særligt lige nu bør det være favorabelt for hende, da Randers FC jo dels spiller med i top seks og dels er i Pokal-semifinalen.

Heller ikke Morten Hørby Andersen vil afsløre prisen på Gardin Lis’ ryg-sponsorat, men siger:

– Vores sponsorater er ikke noget, vi sådan har listepriser på, man kan gå ind og slå op. Det er individuelt, hvad det koster, og ikke noget, vi oplyser.

Har et helt fast princip

Tilbage hos Lis Bilde vil vi gerne høre lidt om, hvad hun og forretningen så får ud af sponsoraterne.

Giver det omsætning?

– Det ved jeg ikke. Det er jo svært at måle direkte på.

 Men det må jo løfte kendskab til navnet på din virksomhed bredt i landet?

– Ja, det håber jeg da, men det er som sagt netværket, jeg brænder for. Det er det, der betyder noget. Og det har jeg klare mål for.

Hvordan det?

– Jeg har et meget fast princip om, at jeg aldrig går hjem fra et sponsor-netværksmøde, uden at jeg får noget med hjem. Det holder jeg helt styr på. Det kan være jeg sælger nogle produkter til en netværkspartner. Eller til nogen, de kender, siger Lis Bilde og tilføjer:

– Det kan også være mig, der får glæde af at købe noget af en netværkspartner. Eller en ny idé, jeg kan tage med hjem og bruge i min virksomhed. Det er den slags, der tæller.

Ser også selv fodbold

Af samme grund vælger Lis Bilde også at skifte lidt rundt i sponsoraterne, rent geografisk.

 – Vi sælger i hele landet, men der er jo altid områder, hvor jeg kunne tænke mig at løfte aktiviteten lidt. Lige nu har jeg kig på et par steder i landet, hvor jeg kunne tænke mig at løfte omsætningen lidt, siger Lis Bilde og tilføjer:

– Og så går jeg sportens vej med et sponsorat. Det giver kontakterne i et område, og muligheden for at indgå nye forretnings-relationer og aftaler.

Ser du selv fodboldkampe?

– Ja da, jeg er glad for at se fodbold, siger Lis Bilde, der ud over Randers FC også har et par favoritklubber i den udenlandske: I England er det for eksempel Manchester United, men den spanske liga trækker også interesse:

– Men da min ene søn er fan af Barcelona og min anden af Real Madrid, så bliver jeg nødt til at fordele min interesse lidt på begge hold.

Se filmen, hvor Lis Bilde bliver “overtalt” til trøjesponsoratet.