De danske Superliga-klubbers sponsorer får forbedret deres investering allerede fra den kommende week-end. Divisions-foreningen har nu indgået en aftale med DR og TV2 om at vise klip fra SAS-ligaen, og den øgede eksponering har været helt nødvendig for at øge kendskabet til sponsorerne. Bl.a. dokumenteret gennem en analyse fra MediaWise, som markedsforing.dk omtalte i går.
Striden har omhandlet et såkaldt hold-back i divisionsforeningens aftale med TV3, der forhindrede de to nationale stationer i at sende klip før 20.45 om søndagen. Det har DR og TV2 nu bøjet sig for, men til gengæld har de fået aftalen væsentlig billigere. Beløbet er ikke offentliggjort, men Politiken fremfører gæt på 3-5 millioner kroner for de to stationer tilsammen. Det beløb er meget langt fra de forventninger, fodboldledere tidligere har disket op med.
MediaWises analyse viste, at fodbolden er stødt ind i muren. I de sidste 3-4 år er kendskabet til sponsorerne stagneret trods en massiv dækning på TV3. Forklaringen er, at man ikke kommer bredt nok ud, når der kun vises fodbold på TV3, og ifølge Markedsførings oplysninger, har fodbold-klubberne været sat under pres af en række af de store sponsorer for at få fodbolden tilbage på de nationale stationer. fin