Coca-Cola Ligaen, Faxe Kondi Ligaen, SAS-Ligaen. Kært barn har mange navne, men nu får Danmarks bedste fodboldrække højst sandsynligt sit oprindelige tilbage. Superligaen skal for første gang, siden AaB blev mestre i 1995, igen bare hedde Superligaen. Og så skal turneringen i fremtiden optræde som et koncept i stil med Champions League. Den nuværende sponsoraftale, som Divisionsforeningen har indgået med SAS, udløber 30. juni, og den bliver ikke forlænget i sin nuværende form, siger marketingdirektør i SAS, Christian Linnelyst. Den primære årsag er ikke, at flyselskabet ikke har råd til betale for et navnesponsorat, men at Divisionsforeningen ønsker at bevare navnet Superligaen og lave et Champions League-lignende koncept.
– Og det kan jeg helt sikkert se noget fornuftigt i fra deres side. Med tv-aftalen og det høje sportslige niveau er dansk fodbold jo blevet meget mere værd, siden vi lavede den første sponsoraftale i 2001. Så Divisionsforeningen synes, det skal stige i pris, hvilket det helt sikkert også skal, siger Christian Linnelyst.
Formanden i Divisionsforeningen, Claus Thomsen, er dog mere påpasselig med helt at udelukke et navnesponsorat til Superligaen.
– Der er selvfølgelig altid mulighed for, at der er en navnesponsor, der finder det tilstrækkelig attraktivt. Men meget taler for, at det er fornuftigt at lave et ligasponsorat med mere end en sponsor, siger Claus Thomsen.
Politiken side 14.