En analyse fra MediaWise understreger betydningen af den igangværende diskussion mellem Divisionsforeningen og Danmarks Radio og TV2 om at få vist klip fra Superligaen på de nationale stationer.
MediaWise har i flere år foretaget en årlig analyse over kendskabet til Superligaens sponsorer, og den viser, at turneringen er stødt ind i muren, hvad angår værdien af sponsoraterne. Specielt to tal viser det. Antallet af danskere, der kan huske minimum en af klubbernes sponsorer har været faldende siden 2000 og er nu på niveau med 1999. Samtidig har kendskabet til Brøndbys hovedsponsor, Codan, været faldende i de sidste 4 år. Codan er den suverænt mest kendte af klubsponsorerne, og udviklingen tyder således på, at et øget kendskab ikke kan lade sig gøre uden en bredere eksponering på tv.
FC Københavns sponsor, Carlsberg oplever godt nok voksende kendskab i øjeblikket og det samme gælder turneringens hovedsponsor, SAS. Men der er tale om nye sponsorer, som endnu ikke har udnyttet det nuværende potentiale. Hertil kommer at alle klubber på nær Brøndby og FCK generelt har et lavt kendskab til deres sponsorer.
Divisions-foreningen tygger i øjeblikket på et tilbud fra DR og TV2, der skal bringe nyhedsklip ind i stationernes sendeflade. Foreningen har fornylig indgået en ny kontrakt med TV3, hvor der blev åbnet mulighed for under visse forudsætninger at sælge klip til de konkurrerende stationer. fin