Der er igen lagt op til store stridigheder – i særdeleshed om markedsføringstilskuddenes størrelse – under efterårets prisforhandlinger i detailhandlen.

Såvel leverandører som supermarkeder ruster sig til en langvarig kamp, skriver Dagbladet Børsen.

-Vi gør klar til en ny kamp om territorierne i butikkerne. Vi forventer, at de kommer med fornyede krav om bedre priser og markedsføringstilskud. Der skal tages nogle sværdslag. Forberedelsen til det er blevet vigtigere end tidligere, lyder det eksempelvis fra Christian Linde, landedirektør for slikproducenten Cloetta, til Børsen.

I forhold til sidste år vil man se meget hårdere pris- og rabatkrav. Hos Coop har de allerede gjort deres krav meget klare over for deres leverandører.

– Forhandlingerne i år vil handle meget om pris og rabatter. Det har leverandørerne fået at vide, så det er der, vi starter, siger Jens Visholm, der er ansvarlig for indkøb af alle fødevarer i Coops kæder, til Børsen.

Så kampen mellem supermarkederne og dagligvareproducenterne, når de til efteråret skal blive enige om købspriser og betingelser for 2014, ser ud til at blive lige så hårde som i fjor.

Her gik eksempelvis forhandlingerne mellem Coop og Arla Foods og Carlsberg i stykker. Konsekvensen har været, at de to virksomheder har haft et meget begrænset varesortiment i Coops kæder – Fakta, Superbrugsen og Kvickly. Og de får heller ingen plads i tilbudsaviserne.

Børsen