Den tyske forsikringskoncern DEVK ”kaprede” under en Bundesliga-kamp storskærmen på stadion.

Det skete i pausen, hvor der i kølvandet på klip fra rundens øvrige kampe vanen tro blev zoomet ind på tilskuerrækkerne.

Derfor så det også ud til at være en vaskeægte begivenhed, da kameraet pludselig fangede en sumo-bryder, der sprang rundt mellem tilskuerne og sluttelig flåede trøjen af en sagesløs fodboldfan.

Men, som du kan se i videoen i toppen af artiklen, blev det straks derefter afsløret, at der blot var tale om et reklame-stunt for DEVK, da budskabet ”Hvordan forklarer du det til dit forsikringselskab?”, tonede frem på skærmen.

Reklame-spottet var produceret på forhånd, og det blev klippet ind i det live-stream, der viste de tilstedeværende tilskuerne på storskærmen.

Dansk instruktør

Bag reklamen står reklamebureauet Grabarz & Partner, men der er såmænd også et dansk islæt, da Jonas Arnby har instrueret filmen. Derudover har han også været med i idéudviklingen.

Arnby har instrueret mange reklamefilm i karrieren, bl.a. i sine år hos Bacon, for brands som Coca-Cola, Vodafone og Coop.

I juni 2011 etablerede han Cirkus Alphaville, der er et kreativt fællesskab i København, som har sat sig for at udfordre den etablerede reklamefilmbranche.

Sumo-reklamen har allerede vakt opsigt uden for Tysklands grænser. Eksempelvis er filmen i øjeblikket ”Pick of the Day” på branchesitet Creativity.