Den danske filminstruktør Susanne Bier er med i kampen om at blive
nomineret til prisen for bedste udenlandske film ved filmindustriens
uofficielle verdensmesterskab, Oscaruddelingen, oplyste arrangørerne
fredag.
Biers film “Efter brylluppet” er en del af et rekordstort aspirantfelt på
61 lande, hvorfra kun fem film bliver nomineret til en statuette ved
uddelingsfesten i februar.
“Efter brylluppet” er blandt andet oppe imod den spanske forhåndsfavorit
Pedro Almodovars film “Volver” med Penelope Cruz i hovedrollen. En anden
barsk konkurrent bliver den bosniske film “Grbavica”, der vandt
Guldbjørnen ved Berlins filmfestival.
/ritzau/