Læser man IT-sektionerne i dagblade og fagblade får man ofte en fornemmelse af, at kurven for e-handel hver øjeblik kan stige lodret. I den sammenhæng er det underforstået, at kunderne står i kø for at handle ind på nettet. Det gør mændene måske, men for kvinderne ser det ikke helt så entydigt ud.
En stor kvalitativ undersøgelse lavet på Institut for Informations- og Medievidenskab på Aarhus Universitet konkluderer, at kvinderne er meget delte i deres forhold til e-handel. Undersøgelsen er baseret på 16 kvalitative interviews med kvinder mellem 25 og 50 år.
Der er grupper af kvinder – og det er især storbykvinder – der er parate til at handle på nettet. Stort set resten af kvindegruppen har en del forbehold. Det drejer sig først og fremmest om IT-angst. Mange kvinder oplever computeren, selvom der står en i hjemmet, som et fremmedlegene man skal være meget klog for at kunne håndtere. Desuden har maskinen et dårligt ry, som den der “stjæler“ tid fra familien. Kvinderne føler sig derfor ikke motiverede til at prøve computeren og interesserer sig derfor heller ikke for de muligheder og lettelser den eventuelt kunne give dem.
SNUSE I BUTIKKERNE
Begreberne “doing shopping“ og “going shopping“ betegner meget godt forskellen på mænds og kvinders forhold til indkøbsseancen. Mens mange mænd oplever indkøb som behov der skal dækkes lettest muligt, hvilket gør dem til “doing shopper“ får kvinderne derimod en positiv oplevelse ud af at gå på indkøb og kan bruge lang tid på at snuse rundt i butikkerne. De oplever desuden det at købe ind, som en del af deres kvindelige identitet i familien og vil derfor meget nødigt overlade indkøbene til manden.
IT-angst og “doing“- og “going shopping“ forklarer meget godt hvorfor mænd og storbykvinder vil være de første der vil e-handle. De har hverken IT-angst eller den store indkøbsglæde. Men resten af kvinderne ser e-handel som en konfrontation med noget teknik som giver negative associationer samt tab af identitet.
Ud fra undersøgelsen kan man generelt sige, at mange kvinder er meget entydige i deres oplevelse at e-handel. Det er enten et “ja“ eller et “nej“ til indkøbsmetoden. De har meget svært ved at opleve e-handel som et tilbud, man i flæng kan benytte sig af, når man har behov for det.
TRADITIONEL KAMPAGNESTRATEGI DUR IKKE
Prognoser fortæller at der inden årets udgang skulle være lige så mange kvinder som mænd på Internettet. Det har fået profeterne til at spå om et snarligt e-handelsboom, da man ved at kvinderne sidder på 80% af dagligvarehandelen.
Men indtil videre lader den store fest vente på sig. En vigtig begrundelse er selvfølgelig at der ikke findes mange dagligvaretilbud på nettet, men selv i de områder hvor virtuel dagligvarehandel er tilgængelig for kunderne, kniber det med at få kvinderne til at købe ind over Internettet.
Materialet lader ingen tvivl om, at handelspotentialet på nuværende tidspunkt skal findes blandt storbyens kvinder, hvor tidsaspektet spiller en afgørende rolle. Mange kvinder fortæller om et fortravlet liv, hvor mange former for service vil være en kærkommen hjælp i hverdagen. Problemet er bare at kvinderne ikke e-handler i den udstrækning deres livsstil og udtalelser giver udtryk for.
Ud fra interviewsene kan man imidlertid indkredse problemet til tre kærneområder. For det første eksisterer der en stor uvidenhed omkring hvilke muligheder der findes. Kvinderne surfer ikke på Internettet på samme måde som mændene og opdager dermed ikke de nye tiltag. Da de heller ikke læser reklameaviser, kan de sagtens undgå at komme i forbindelse med de nye muligheder.
For det andet eksisterer der en mistillid overfor om kvaliteten på varerne er gode nok og om leverancen og betalingen kan foregå uden problemer. For det tredje opleves det som værende besværligt først at skulle registrere sine indkøb ude i køkkenet, for derefter at gå ind i stuen, tænde for computeren og indtaske sine indkøb.
Der eksisterer altså flere forhold som blokerer for dagligvarehandel på Internettet, selv hos de kvinder som kan se deres personlige fordel i denne indkøbsløsning.
Kvindernes svar i undersøgelsen peger entydigt i retning af mere information. Det er derfor vigtigt at øge og målrette kommunikationen mere præcist til disse kvinder. Det er også vigtigt at formidle viden om kvaliteten af de varer man sælger over nettet og klagemuligheder, såfremt produktet ikke lever op til det forventede. Ligeledes vil en internetopkobling af mobiltelefonen, så man eventuelt kan bestille sine varer, medens man er under transport, være en gevinst for denne gruppe kvinder.