Danskernes kostvaner og manglende motion er dyrt for samfundet. I 2004 kostede de svært overvægtige 14,4 milliarder kroner, viser en rapport fra Sundhedsministeriet.
I rapporten skønner fedmeeksperter, at omkring 750.000 mennesker i Danmark i 2000 var svært overvægtige.
De svært overvægtige koster især mange penge, fordi de oftere er syge. Enten sygemeldes de i kortere perioder, eller de må helt forlade arbejdsmarkedet. Rapporten viser, at sygefravær koster 1,6 milliarder kroner i 2004, mens permanent arbejdsophør kostede 11,7 milliarder kroner. Dertil kommer udgifter til sygehusindlæggelser, som beløber sig til 1,1 milliard kroner. Med i beregningerne er ikke udgifter til de praktiserende læger, speciallæger og medicin.
Det er første gang, at regeringen har udregnet, hvad svær overvægt koster.
/ritzau/