Svenn Dam fra MetroXpress har også læst Konkurrenceankenævnets afgørelse i TV2-sagen. Men han mener i modsætning til Urbans adm. dir. Lars Bo Haber-Petersen ikke, at den ændrer meget i forhold til klagen over Urbans prislister, som Konkurrencestyrelsen behandler i øjeblikket, og som forventes at finde sin afgørelse i næste uge.
Det samme gælder det forhold, at MetroXpress nu udgives i Århus. Her sagde Lars Bo Haber-Petersen i går til Markedsføring.dk, at de to avisers markeder ikke mere er sammenlignelige, når MetroXpress åbenlyst går efter landsannoncer.
– Selvfølgelig vil vi også gerne have landsannoncer, men klart størstedelen af vores annoncører i københavnerudgaven er lokale. Vi har rigtigt nok annoncepakker med københavner- og Århus-udgaven. Men vi har også annoncepakker med f.eks. Metro i Malmø og Stockholm, og skulle vi med den begrundelse så se det danske og svenske marked under et?
– Sagen er ganske klar. Vores klage handler om det københavnske marked. Det ændrer Århus-udgaven ikke på. Og hvad angår Konkurrenceankenævnets kendelsen i TV2-sagen, så har man stadfæstet, at man ikke må misbruge en dominerende stilling. Hvis Konkurrencestyrelsen derfor fastslår, at Berlinske har en dominerende stilling i København, så ændrer kendelsen ikke på, at der er en række ting i Urbans prisliste, som de ikke må, siger Svenn Dam. fin