Den danske MetroXpress bagmand, Svenn Dam, har nu udvidet sine funktioner for den svenske børsnoterede Metro International, der udgiver gratis-avisen Metro i en lang række lande verden over.
Han er indsat som selskabets repræsentant på det hollandske marked, hvor den adm. dir. således refererer til Svenn Dam. Han refererer selv til Metro Internationals ledelse i London, som bl.a. omfatter Jens Torpe.
– Der skal ske en skærpelse af projektet i Holland, hvor avisen har været til stede i 2 1/2 år. Det gælder både distribution, salg og drift samt lay-out, hvor redaktionen arbejder med at tilrettelægge avisen på en lidt anden måde. Avisen er landsdækkende og kommer hver dag i 350.000 eksemplarer. Læsertallet er 800.000, men som det hollandske marked er, så er der fortsat et kæmpe potentiale i avisen, siger Svenn Dam, der regner med at bruge 2-4 dage om måneden i Holland i “et godt stykke tid fremover”.
Hans engagement i Metro i Holland får ingen indflydelse på hans øvrige engagementer som aktivt bestyrelsesmedlem og bindeled mellem bestyrelse og daglig ledelse i virksomheder i Danmark og Tyskland. fin