Movement Gruppen består af to divisioner, Movement Retail Consulting og Movement Reklamebureau. Konceptet eksisterer allerede i Sverige, Norge og Finland og bygger på at hjælpe dagligvareleverandørerne med at optimere deres performance i butikkerne, samtidig med at butikkerne får hjælp til en bedre drift. Et totalkoncept, hvor reklame- og consultingbureau arbejder tæt sammen og trækker på hinandens kompetanceområder.
– Det handler om at kombinere butiksdrift og kommunikation. Movement Reklamebureau får, via fællesskabet med Movement Retail Consulting, en stor forståelse for hvordan et dagligvaremærke fungerer i butikken. Og vi kan efterfølgende bruge denne erfaring, når der skal udarbejdes kommunikationsløsninger. Samtidig får vores retail consulting division en stor forståelse for, hvordan et mærke kan kommunikere i butikken. En viden de kan anvende i deres arbejde, fortæller direktør Kim de Blanck fra Movement Reklamebureau.
Konceptet er opstået i Sverige og Movement er en del af A-Com, der opkøber og investerer i kommunikationsvirksomheder i hele Norden. Movement Gruppen startede op i Danmark i foråret, og holder til på Lyngbyvejen i København, men er allerede ved at udvide og flytte til større lokaler i Studiestræde.
Enkelt set-up
– Vi er startet stille og roligt op. Blandt andet har vi været meget opmærksomme på verdenssituationen og har valgt et enkelt administrativt set-up. Men vi tror meget på denne her konstellation, der allerede er en stor succes i Norden. En konstellation, der så vidt jeg ved, ikke findes magen til i Danmark, siger Kim de Blanck, der sammen med den kreative chef Alexander Marthin udgør ledelsen i Movement Reklamebureau.
– Reklamebureauet vil vokse stille og roligt, men en del af konceptet er at satse på kreative kræfter, alt andet vil blive udliciteret, siger Kim de Blanck, der samtidig mener, at set-up’et er attraktivt for kunderne:
– Alt unødigt er skåret fra, hvilket vil sige, at det skal kunderne i hvert fald ikke betale for, pointerer han.
Movement Retail Consulting bliver ledet af Casper Vase, og han har før bl.a. været med til at opbygge Statoil’s nye butikskoncepter. Retail consulting divisionen startede allerede op i foråret, og var med til at bane vejen for reklamebureauet.
– Vi har kontakt med flere store potentielle kunder, men det handler jo ikke om ad-hoc opgaver eller hurtige løsninger. Derfor er det en lang proces og på mange måder en helt ny måde at tænke et koncept på, siger Casper Vase.
Det er ikke nyt, at rådgivning kommer før kreativitet. Men det er nyt, at de to funktioner arbejder tæt sammen og under samme tag. Movement Retail Consulting går ind og laver katagoristyring, udvikling af butikskoncepter og analyser og rapportering. Movement Reklamebureau vil så efterfølgende blive koblet på og kan bl.a. tilbyde løsninger indenfor udarbejdelse af kommunikationskoncepter og koncepttest for kæder og mærkevareleverandører, udarbejdelse af design og rekrutteringskampagner, samt intern og ekstern kommunikation.