Svenskere har (måske ufortjent?) ry for at være lidt for kedelige og generelt have underskud på humor-kontoen.

De karaktertræk findes imidlertid ikke i en seværdig reklamefilm fra det svenske vodka-brand Absolut, hvor virksomheden ikke blot taler om total transparens, men via walk-the-talk dokumenterer det.

I filmen, ”The Vodka with nothing to hide”, følger man tilblivelsen af vodkaen på Absoluts destilleri i svenske Åhus, og det er som udgangspunkt en meget traditionel introduktions-film til nye medarbejdere.

Her tales om de rene råvarer, der bruges i produktionen, som naturligvis er CO2-neutral, bæredygtig og med alle de andre rigtige buzzwords.

Filmen adskiller sig dog på et særligt punkt. Alle medvirkende – og det er vel at mærke de “ægte” medarbejderne på destilleriet – er nøgne. En metafor for, at Absolut intet har at skjule.

– Vi er stolte af den vodka af høj kvalitet, som vi producerer her i Åhus og også af måden, den fremstilles på.

– Kvalitet og bæredygtighed er nøgleord for os, og vi elsker at fortælle vores historie. Normalt har vi tøj på, når vi får gæster, men transparensen om, hvordan vi gør tingene, er den samme, lyder det fra Anna Schreil, VP Operations hos Absolut og en af de 28 medvirkende i filmen.

BBH er bureauet bag

Ifølge Craig Johnson, der er VP Global Marketing hos Absolut, så skal ”The vodka with nothing to hide”-filmen kommunikere Absoluts tro på, at virksomheder har pligt til at stræbe efter bæredygtighed.

– Absolut har altid troet på at bruge sin stemme til at arbejde for forandringer, og vi er stolte af at være bannerfører for bæredygtighed og transparens i vores branche. Vi mener, at det i dag er vigtigere end nogensinde før at lade vores kunder vide, at vi intet har at skjule, siger han.

Filmen, som du kan se herunder efterfulgt af credits, er instrueret af Sam Hibbard og reklamebureauet bag er BBH. Filmen er en del af Absoluts kommunikationsplatform Create A Better Tomorrow, Tonight.

Credits:

  • Kunde: Absolut
  • Bureau: BBH
  • Executive Creative Director: Anthony Austin
  • Associate Creative Director: Pablo Gonzalez De La Pena
  • Creative team: Doug Fridlund og Mikael Alcock
  • Producer: Natalie Parish
  • Assistant Producer: Sarah Finnigan-Walsh
  • Instruktør: Sam Hibbard