Det bliver det svenske bureau FutureLab, der kommer til at stå bag den fælles nordiske markedsføring, som til november skal kommunikere, at Coop nu har skabt en ren nordisk organisation.
Beslutningen om at integrere alle funktioner fuldt ud på nordisk niveau fik i forgårs den konsekvens, at den administrerende direktør for Coop Danmark, H.C. Madsen, forlader sit job, fordi han ikke var tilfreds med den rolle, der var tiltænkt ham.
Samtidig blev det annonceret, at der kommer en fælles nordisk markedsføring til november. Der bliver dog alene tale om en enkeltstående kampagne.
– Vi ønsker at kommunikere, at vi med 11 millioner kunder får en indkøbsvolumen, der kan skaffe bedre priser, fortæller kommunikationschef Jens Juul Nielsen.
Derfor kommer der i kampagnen nogle konkrete tilbud. Valget af FutureLab kan der ikke lægges noget i.
– Det er vores afdeling for forretningsudvikling, der har tilrettelagt kampagnen, og den ligger i Stockholm, siger Jens Juul Nielsen.