Svenskerne har prøvet det før, men det er længe siden der sidst er åbnet et svensk reklamebureau på dansk grund. Nu sker det igen: Malmö-bureauet Ahlquist har indgået et samarbejde med én af den danske reklamebranches mest kendte personligheder gennem de sidste årtier, Morten Jersild.
Jersild driver i dag sit eget bureau, Morten Jersild A/S, fra sit kontor i Nyhavn. Men på det seneste er der blevet snakket meget skånsk i de Jersildske lokaler, for Bertil Ahlquist, der er dynamoen bag den svenske bureaukæde, har besluttet, at nu vil han til København. Han driver allerede, eller er medejer af, burauer flere steder i Sverige, i Oslo og er også på vej i Finland. Men med åbningen af Øresundsforbindelsen og dermed mulighed for endnu tættere forbindelse mellem Sverige og Danmark, kan han simpelthen ikke lade være med at satse på også at få succes i Danmark.
Starten gik i foråret, hvor filialen åbnede og nu etableres Ahlquist & Co. AB København som selvstændigt aktieselskab. To Ahlquist-medarbejdere er allerede i gang i Nyhavn. Det er Dres Simonsen, med erfaring som AD, grafiker, produktionsstyrer og kundekontakt fra bl.a. Heimburger, rt og MidtMarketing. Og Monika Andersen, cand.comm. og researcher, konsulent og projektleder.
JERSILD FAST PARTNERþ
Morten Jersild tilknyttes som fast samarbejdspartner på de projekter, hvor bureauets særlige erfaringer indenfor strategisk kommunikation på det danske marked kan komme kunderne til gode. Men synergien går også den anden vej, idet Jersild fremover vil trække på A & Cos medarbejdere og tekniske ressourcer i København og i resten af netværket.
– Jeg kender ikke det danske bureaumarked særlig godt og derfor har jeg prioriteret at finde nogle mennesker, der kender det danske marked inde fra, siger Bertil Ahlquist, som især lægger vægt på at finde samarbejdspartnere, hvor kemien er i orden.
– I reklamens historie har der ikke været mange succeser for svenske bureauer i Danmark, så Bertil Ahlquist har erkendt, at det ikke lader sig gøre uden folk der kender det danske marked. Det går simpelthen galt, hvis man vil overføre svenske erfaringer direkte, for det kan man ikke, siger Morten Jersild. Og fortæller, at nogle af hans første kunder i sin tid var svenske virksomheder som Bofors, Samarin, Tingsryd og Läkerol. Så erfaring med samarbejde med svenskere har han gennem mange år.
REKLAME På FRANCHISE-BASIS
Bertil Ahlquists koncept for driften af bureauerne er “Reklame på franchise-basis“. Alle kreative medarbejdere og al produktion er samlet på hovedkontoret i Malmö, hvorfra man tilbyder et komplet skandinavisk koncept. Det virtuelle kontor er indført hos Ahlquist, for den daglige kontakt med de medarbejdere, der har kundekontakten på de forskellige lokale kontorer foregår elektronisk. Kun når der er tale om store projekter tager de kreative ud til lokalbureauerne.
Som Bertil Ahlquist spørger: “Hvor ofte træffer en kunde de kreative og produktionsfolkene?“ Og svarer selv: “Måske kun 2-3 gange om året“.
Ahlquist & Co AB København vil først og fremmest gå efter svenske kunder, som er interesserede i det danske marked. Men der er ikke opsat konkrete mål.
– Bureauet i København skal vokse organisk. Det er nemlig en for hyppig fejl at opsætte mål. Det afgør markedet – og hvem der trives med at arbejde sammen, siger han.
Forretningsidéen er “Sund fornuft“ og debiteringsprincippet er “Efter tilbud“. Fakturaen er simpelthen en kopi af tilbuddet. De vigtigste kunder findes inden for forbrugerorienterede virksomheder, med særlig vægt på fritids- og livsstilsprodukter, som skaber rammer og baggrund for en personlig udfoldelse. Man har bl.a. ABU Garcia og bogklubben Bra Böcker, ligesom Bertil Ahlquist netop har etableret “Den lyriske weben“. Her vil man udgive alt svensk, norsk og dansk lyrik. Lyrikken bedømmes af lektører på forlaget. For at minimere trykomkostningerne – og det er nødvendigt, når der er tale om så små oplag, som der er på de enkelte markeder i dette tilfælde – baseres weben på print on demand.
Og det er en af de ting, der i høj grad har tiltalt Morten Jersild ved Bertil Ahlquist og hans bureau.
– Bertil Ahlquist hører til blandt de få reklamefolk, som har et bredt kultirelt engagement, som rækker langt længere end hans daglige, faglige virke, siger Morten Jersild.
Og begge bureaufolk er enige om, at det er i sidste øjeblik, man i reklamebranchen finder sammen om den kommunikation, der er forudsætningen for at samle Øresundsregionen.
þ
BOX:
FACTS OM AHLQUIST
Etableret 1972
Hovedsæde i Malmö.
Omsætning uden filialer: 50 mio. svenske kr.
Bureauet omfatter specialvirksomhederne:
Ahlquist & Arvidsson, Malmö (medicinal)
Ahlquist & Co. Interaktiv
Company AB, Karlshamn
Ahlquist & Co., Leksand
Ahlquist & Co., Trollhättan
Ahlquist & Imset, Oslo