Det svenske social media-bureau Tailify er flyttet til København.

Det sker i forlængelse af en millioninvestering fra den danske venturefond SEED Capital, som ser et stort potentiale i bureauet.

– Vi overtalte Tailify til at flytte virksomheden til Danmark for at blive en del af vores portefølje. Vores erfaringer og netværk vil vi bruge til at hjælpe dem med at sætte endnu mere turbo på væksten, og til at skalere virksomheden, som har globale ambitioner, lyder det fra Helle Uth, Investment Manager hos SEED Capital, i en pressemeddelelse.

– Omvendt vil det danske startup-miljø nyde godt af endnu en tech-startup med store ambitioner og globale vækstmuligheder, fortsætter hun.

Influencer marketing er kernen

Tailify, der vil være marketingverdenens svar på Spotify, sælger såkaldt influencer marketing på sociale medier ud fra devisen om, at det er ved hjælp af denne kanal, at brands lettest kan kommunikere gennem personer, som har stor indflydelse på netop deres målgruppe.

– Influencer marketing er på nuværende tidspunkt en meget uoverskuelig disciplin. Det er svært at styre og endnu sværere at måle på. Med Tailify har brands mulighed for at ramme præcist det kundesegment, de sigter efter, og de kan måle effekten af deres kampagner, siger Helle Uth.

Tailifys mission er med andre ord at gøre det lettere for brands at positionere sig i social media-landskabet. Det skal sikre, at marketingskronerne bliver brugt klogt og i den rette målgruppe. 

– Det er svært at finde de helt rigtige influencers uden indgående kendskab til markedet, og samtidig er det næsten umuligt at måle på effekten med mindre den tekniske viden og de rette værktøjer er til stede. Med Tailify har vi lavet en one-stop-shop løsning inden for influencer marketing. Vi både udarbejder, distribuerer og måler på visuelle kampagner, typisk i samarbejde med kundernes mediebureau, siger Frederik Segerby, der er CEO hos Tailify.

Tailify har bl.a. udarbejdet kampagner for Disney, Marc Jacobs og Unilever.

Du kan læse mere om Tailify her.