Det svenske etiske råd mod kønsdiskriminerende reklame, ERK, har udtalt officiel kritik af en Lego-reklame, som indgår i legetøjsvirksomhedens halvårlige katalog.
Billederne, der er faldet klagere – og rådet – for brystet, viser henholdsvis en pige, der leger med et lyserødt slot og en dreng, der leger med kraner og byggepladsudstyr.
Det er kønsdiskriminerende, mener rådet.
Hos Lego siger Charlotte Simonsen, der er head of corporate communications, at man er noget overrasket over den svenske reaktion.
– Vi gør faktisk meget for at være afbalancerede i vores kommunikation, og har lidt svært ved at se de kønsdiskriminerende i vores reklamefotos, men vi tager naturligvis rådets udtalelser til efterretning, siger hun, idet hun understreger, at kataloget skal ses som en helhed, og at klagen alene går på to enkelte fotos.
– Men det er aldrig rart at blive anklaget og kritiseret, så det er klart, at vi gør, hvad vi kan for at ramme ånden og overholde reglerne i de enkelte lande, siger Charlotte Simonsen.
Om rådets kritik er dækkende for de svenske forbrugeres holdning, må stå hen i det uvisse.
Men et billede tegner sig alligevel, hvis man læser de kommentarer, sagen har affødt på henholdsvis Dagens Media og Affärsvärlden.
En af dem lyder: ”Heja pinsamma Sverige”…