Vilkårene for skibsfarten i Sverige er blevet så ringe, at svenske skibe nu udflager på stribe. De svenske skibsredere har blandt andet rettet kikkerten mod Danmark, der tilbyder rederierne langt mere favorable rammebetingelser. I løbet af det seneste år er et par svenske rederier flyttet til Danmark, og flere vil formentlig følge efter i den kommende tid. Det vurderer såvel den svenske som den danske rederiforening. Danmarks Rederiforening tilbyder derfor at hjælpe de svenske redere over sundet, skriver dagbladet Børsen torsdag.
– Vi vil ikke gå på strandhugst blandt de svenske rederier, men fortælle dem, at det måske kan være attraktivt at være i Danmark. Vi ser jo gerne, at den danske søfartsklynge bliver endnu større, siger vicedirektør i Danmarks Rederiforening, Jan Fritz Hansen.
Børsen side 12.