Uncle Grey, Grey København og Dyhr.Hagen går sammen om et 3-dages skræddersyet intensivt kursus, der lægger sig op af den svenske Hyper Island Master Class institution. Initiativet er et pilot projekt for Grey Emea, og man vil formentligt se Grey selskaber på tværs af Emea-regionen følge op med lignende initiativer i det kommende år.
Det er første gang et dansk bureau tager initiativ til at uddanne hele sin medarbejderstab i interaktiv kreativitet i samarbejde med svenske Hyper Island, der af både danske og svenske bureauer anses for at være en af de bærende drivkræfter bag den svenske reklame-succes.
Hyper Island blev startet i Sverige i 1995 af Jonathan Briggs, David Erixon og Lars Lund. Siden har institutionen udviklet sig til at være den absolut bedste uddannelse inden for sit område med skoler i Stockholm, Karlskrona, New York, Los Angeles og London. Hyper Island optager elever fra hele verden.
Nogle kreative går endda så langt som at give Hyper Island æren for, at Sverige er et af verdens hotspots for udvikling af interaktive løsninger. CNBC kalder Hyper Island for ”One of the most highly regarded digital learning programs”, mens tidligere kursusdeltagere fra de bedste bureauer over hele verden kalder det ”A true 360 degrees digital experience”, og ”…eyeopening and inspirational…” for slet ikke at nævne et blåt stempel som ”The Digital Harvard”. Fast Company mener simpelthen, at “Hyper Island Grooms the Next Generation of Digital Media”.
Crispin Porter & Bogusky, BBH, Big Spaceship, Wieden Kennedy og TBWA/Chiat/Day er blandt de mange prominente bureauer, der har anvendt Hyper Island til at videreuddanne deres ansatte.
− Vi glæder os afsindig meget til denne Master Class, men forventningerne er også meget høje. Vi forventer, at det skal fungere som et afsæt til fremtiden og dermed også et afsæt til helt nye måder at arbejde på, siger Carsten Bülow, relativ ny direktør i Grey København.
Hans kollega hos Uncle Grey siger:
− Hyper Island er den mest interessante og inspirerende uddannelse, som vi oplever der er på markedet for tiden. Deres credentials illustrerer, at en lang række interessante internationale bureauer har været glade for de forløb, som de har gennemført i samarbejde med Hyper Island-folkene. Vi håber på, at dette vil være endnu et initiativ, som vil være med sikre vores kunder den mest optimale sparring og rådgivning i de kommende år, mener Lars Samuelsen.
Grey-folkene går i gang til deres ”efteruddannelse” i det svenske miljø fra 7.-9. april.