Danske eksportører til Sverige har god grund til at finde smilene frem igen. Ifølge Danmarks Eksportråd kommer vareeksporten til broderlandet nemlig til at stige med mindst 18 procent eller godt 10 milliarder kroner i år og til næste år eksklusive energivarer, skibe og fly. Dermed vil den næsten nå tilbage på niveauet fra før den finansielle og økonomiske krise. Eksportvendingen forudsiges i første omgang især at ske indenfor områder som byggeri, energibesparelser og forbrugsgoder, for siden at blive efterfulgt af halvfabrikata til den eksporttunge svenske fremstillingsindustri.
– Sverigeseksporten har lige nu udsigt til at vinde både på priserne og på mængderne. Priserne, fordi den svenske krone er hastigt på vej tilbage op på niveauet fra før krisen, og mængderne, fordi væksten i Sverige ser ud til at blive en del kraftigere end hidtil ventet, siger cheføkonom i Danmarks Eksportråd, Jacob Warburg til Børsen.
Sverige er Danmarks næststørste eksportmarked, og ifølge Jacob Warburg er det svenske nærmarked især vigtigt for dansk økonomi, fordi eksporten i høj grad bæres af små- og mellemstore fremstillingsvirksomheder, som stadig har meget stor betydning for beskæftigelsen i Danmark.
Børsen side14-15.