Mobile tags – eller mobile stregkoder, som de også er døbt herhjemme – breder sig i stigende grad både herhjemme og i udlandet som en ny måde for blandt andet annoncører at kommunikere med forbrugerne på.
De små tags er en slags firkantede mini-stregkoder, som forbrugerne kan scanne med deres mobiltelefon og dermed hente f.eks. videoklip, spil, ringetoner, musik, billeder eller andet godt direkte ned på mobilen.
I Danmark har bl.a. MetroXpress, Århus Festuge, Se&Hør og VisitNordjylland – og bladet Markedsføring – eksperimenteret med de små tags, men i Sverige har fænomenet for alvor taget fart.
I oktober sidste år sendte avisen Aftonbladet et særtillæg om mobile tagging på gaden, og det viste sig at blive noget af en succes:

– I løbet af de første fem uger downloadede 58.000 læsere softeware-programmet fra schweiziske Bee Tagg, som understøttede særtillæget.
– James Bond konkurrencen på bagsiden af Aftonbladets særudgave gav ca. 10.000 klik på et døgn.
– Avisen melder om over 40.000 daglige brugere af tags’ene.
– Udgivelsen af særtillæget har gjort Aftonbladet til landets mest brugte mobilwebsite, som ikke tilhører en mobiloperatør.
Et hav af muligheder
Hos virksomheden PCU, Personalized Communication Universes, som er agent for schweiziske Bee Tagg i Skandinavien, siger direktør Palle Toft, at bureauer og annoncører i stigende grad er ved at få øjnene op for de nye muligheder i at kunne linke fra print til det mobile internet.
– En ny analyse viser, at kendskabet til mobile tagging på blot fire måneder er vokset fra stort set ingenting til tre millioner mennesker, fortæller han.
Om Aftonbladets satsning siger han:
– De var verdens første dagblad, som gav deres læsere af den trykte udgave mulighed for at få mere indhold direkte ind på mobiltelefonen. Det var bl.a. videoer af aktuelle begivenheder, yderligere fotos, som der ikke var plads til i avisen og meget andet. Og netop aviser og magasiner kan med fordel udnytte mobile tags, mener han.
Volvo også med på vognen
Men også produktionsvirksomheder kan med fordel udnytte tags’ene.
I efteråret gik
Pepsi mobilt og i dag, fortæller brandrepublic.com, sætter Volvo en pan-europæisk kampagne i gang, der også inkluderer mobile tags. Det er bil-fabrikantens nye C70-model, der skal markedsføres med blandt andet printannoncer, der indeholder de små tags.
Paul Walder, global marketing investment manager hos Volvo Cars, siger om initiativet:
– Mobile tags giver os en unik mulighed for at få forbrugerne til at flytte sig fra offline til online.
Kvik de ”gamle” medier op
Også herhjemme er vi ved at få øjnene op for de små koder.
I efteråret etablerede den amerikanske virksomhed Scanbuy, som også leverer teknologi til mobile tags, sig i Danmark.
Direktør Jesper Stuhr, Scanbuy, sagde dengang til Markedsføring, at den helt store fordel ved mobile tags set med annoncørøjne er, at de kan bidrage til at revitalisere ”de gamle medier” ved at skaffe dem adgang til onlineverdenens forkætrede interaktivitet – og målbarhed.
Og dermed skabe nye indtægtsmuligheder for såvel medier som annoncører.
– Hvis du som annoncør sætter en mobile tag i en outdoor-plakat, vil du reelt kunne hente oplysninger om antal scanninger, tid og dato for scanningerne, samt på sigt også demografiske oplysninger som alder, køn, indkomstgruppe og postnummer på de personer, der har scannet koden, forklarer Jesper Stuhr.

Se Aftonbladets tag-tillæg.
Og prøv selv her: Du kan se hele denne artikel på din mobiltelefon ved at scanne denne tag med din mobiltelefons kamera – tag et billede af den her på skærmen:

Har du ikke allerede en tag-læser kan du få en ved at sms’e let12 til 1231.