Lars H. Knudsen er blevet udnævnt til adm. direktør for PR-bureauet Cohn & Wolfe. Det sker efter, at tidligere adm. direktør Sverre Riis Christensen stoppede på bureauet i starten af maj.
– Sverre Riis Christensen stoppede som adm. direktør p.g.a. omstruktureringer i firmaet. Sverre var administrator og havde gode poster i dansk erhvervsliv. Men jeg er PR-mand og mere en part af selv PR-arbejdet, udtaler Lars H. Knudsen, som svar på, hvorfor Sverre Riis Christensen har forladt bureauet.
Sverre Riis Christensen har endnu ikke noget andet på hånden. – Men jeg er i gang med at afsøge mulighederne indenfor marketing- og detailbranchen. Jeg vil gerne tilbage til det, jeg oprindeligt kommer fra, siger Sverre Riis Christensen, der ikke ønsker at komme nærmere ind på, hvorfor han har forladt Cohn & Wolfe.
Lars H. Knudsen kom til Cohn & Wolfe i 1999 i forbindelse med opkøbet af PR-bureauet PDI/Professionel Data Information. Før det har han som chefredaktør været ansvarlig for introduktionen af magasinerne MicroVerden/PC World og Datatid på det danske marked. pia