Flere store, danske firmaer som Bilka, DFDS Seaways og Stepstone har annoncer på hjemmesider, der viser videoklip af trafikulykker, henrettelser og hård porno skriver 24timer i dagens avis.
Som oftest er virksomhederne helt uvidende om, at deres reklamer figurerer klods op ad ulødigt indhold, da de betaler eksterne leverandører som eksempelvis mediabureauer for at udvælge de mest velegnede mediatyper for deres annoncer og håndtere det praktiske omkring indrykning.
En af de leverandører, som 24timer har konfronteret, er Tradedoubler. Her forsvarer head of publishing, Morten Kræmmergaard sig med, at internettet er for uoverskueligt til at man helt kan undgå smuttere. Alene Tradedoubler har 29.000 partnersites.
Om smutterne foregår bredt i branchen eller blot hos enkelte leverandører som Tradedoubler fremgår ikke af 24timers undersøgelse.
Foreningen for Dansk Reklame- og Relationsbureauers Brancheforening, DRRB oplever ikke, at der er et generelt problem i branchen med, at annoncer ender ‘forkerte’ steder på nettet.
– Det problem genkender jeg ikke fra vores medlemmer, hverken annoncører eller mediabureauer, udtaler konsulent Henrik Dyring fra DRRB til Markedsføring.
camt