Selv med amerikanske øjne er direct marketing verdenen en økonomisk motor af betydeligt omfang. Branchen får milliarderne til at rulle i et væksttempo over gennemsnittet, og jobskabelsen ligger også over gennemsnittet, kunne Direct Marketing Associations (DMA) præsident Robet Wientzen fortælle de 14-15.000 delegerede, som i oktober var forsamlet i New Orleans til den årlige DMA-konference.
DMA bygger således sit virke på et fundament, som er helt anderledes – ikke kun størrelsesbetinget – end den danske direct marketing verden. Det er baggrunden for, at den årlige konference samler delegerede fra hele verden. DMA evner at samle de bedste og mest visionære foredragsholdere, og da internettet samtidig er snævert forbundet til direct marketing verdenen, så kommer konferencen reelt til at handle om den ny økonomi.
Den talmæssige virkelighed er svimlende. I år 2000 forventes den amerikanske dm-branche at generere en omsætning på 1,7 billioner USD – 1.700 milliarder USD – 14.600 milliarder kroner. Det er en vækst i forhold til 1995 på ca. 40 pct fra 1,05 billion USD, og forventningerne lyder på, at markedet om fem år vil være på 2,7 billioner USD. Jobskabelsen opgjorde Robert Wientzen til at være fire gange det amerikanske gennemsnit.
NETTET ER EN MINDRE DEL
Internettet er fortsat kun en mindre del af dette marked – men dog en del, som er i voldsom vækst og fortsat ventes at vokse markant til i 2005 at udgøre 136 milliarder USD. Robert Wientzen fremhævede dog samtidig en anden positiv udvikling. Stadig flere tjener penge på deres web-aktiviteter. DMAs analyse viser, at 68 pct. nu angiver at drive online salg med overskud, hvilket er 19 procentpoint højere end sidste års analyse.
Robert Wientzen fremdrog yderligere en udvikling i internet-forbruget, som han anså for vigtig. Dels viser analyser ganske klart, at de unges forbrug udvikler sig positivt, således at 13 pct. af deres forbrug nu foregår på nettet. Men endnu vigtigere: kvinderne er kommet på nettet og udgør nu 51 pct. af web-brugerne. Hertil kommer, at de ældre målgrupper nu er den hurtigst voksende online gruppe i USA.
Robert Wientzen kunne også fortælle om positive forventninger til udviklingen i internet-julehandlen. I 1999 var den 7 milliarder USD, men i år lyder skønnet på 12 milliarder USD – og i henhold til Gartner Group ialt 20 milliarder USD på verdensplan. Lig med en vækst på 85 pct. i forhold til sidste år.
Forbrugermarkedet er dog for ingen ting at regne i sammenligning med business-to-business markedet. Hvis man ser ud over det egentlige direct marketing marked og de ca. 5000 organisationer, som DMA repræsenterer, så lyder andre forudsigelser på, at b-t-b markedet i USA allerede i år vil runde 1 billion USD i netdrevet salg. Voksende til 6 billioner i 2005, hvilket vil være lig med ca. 40 pct. af det amerikanske b-t-b marked.
Som noget nyt kunne DMA i år også fremlægge informationer om forventningerne til direct-markedet i 30 andre lande – heriblandt Danmark. På nær enkelte undtagelser forventes markedet i alle lande de næste fem år at vokse med to-cifrede procentsatser – mest omkring 15-19 pct., men med 27 pct. på Taiwan som topscoreren. I Danmark lyder forventningen på 16 pct.
Skema:
WEB-BASERET DIRECT MARKETING SALG I USA
(mio. USD)
1995 1999 Vækst 2000 2005 Vækst
Privatmark. 51 4.845 179% 8.616 50.882 42%
B-t-b 121 8.958 164% 15.586 85.530 40%
Ialt 172 13.804 168% 24.202 136.412 41%
Kilde: DMA