Mens den danske skatteamnesti for længst er lukket ned som lidt af en økonomisk fuser, er den permanente svenske skatteamnesti blevet et sandt tilløbsstykke.

Det skriver Politiken.

Alene i år har 2025 personer meldt sig frivilligt hos de svenske skattemyndigheder for at bekende deres synder og betale den skat, de har forsøgt at snyde sig fra.  Det er en fordobling i antallet af såkaldte selv-anmeldere i forhold til sidste år.

Da den danske amnesti sluttede i sommer, havde mindre end 200 danske borgere taget imod tilbuddet om at melde sig selv hos Skat. Og indtil videre har amnestien kun givet den danske statskasse et provenu på 25 millioner kroner.

Men det er og bliver småpenge sammenlignet med den svenske ordning. Her er op mod 5000 svenskere konverteret fra skattesnydere til skattebetalere, siden ordningen for alvor blev skudt i gang i 2010. Samtidig har ordningen indtil videre givet den svenske statskasse ekstra skatteindtægter på 1,5 milliarder kroner.

Politiken/ritzau/