Annoncekonceptet Sweetdeal har gjort sit indtog i det vestjyske, og kunderne har taget godt i mod det nye tiltag.
På få måneder er Sweetdeal således gået fra at være et ukendt fænomen til et stort samtaleemne i Esbjerg, skriver JydskeVestkysten.
Chefen for Sweetdeal i Danmark, Thomas Mørk, er godt tilfreds med vestjydernes modtagelse af konceptet, og han fremhæver jyderne generelt som aftagere af et bredt udvalg af deals.
– Markedet er mere alsidigt i Jylland end på Sjælland. I København er det mest wellness og gourmet, vi sælger, men i Jylland er indholdet af vores deals mere varieret. Jyderne vil eksempelvis gerne have kødpakker fra slagteren, udstyr til haven, og selv en trailer kan vi sælge, siger Thomas Mørk.
Forbrugerrådet er dog ikke ovenud begejstret for konceptet, som Sweetdeal og andre lignende udbydere benytter. Specielt værdibevisernes gyldighedperiode forholder rådet sig kritisk til.
– Det er at sidestille med et gavekort eller tilgodebevis, og her er forældelsesfristen tre år. Der skal derfor være vigtige argumenter for at forkorte fristen, og man bør stadig have beløbet til gode i den pågældende butik, selv om man ikke når at indløse beviset inden for fristen, siger jurist i Forbrugerrådet, Tina Dhanda, til JydskeVestkysten.
Det er dog ikke tilfældet hos Sweetdeal, hvor pengene i udgangspunktet er tabt, hvis værdibeviset ikke indløses inden fristen.