En af landets store investeringsforeninger, Sydinvest, har efter mange års samarbejde med mediabureauet Carat valgt at skifte til Mediabroker.

Skiftet kommer efter en bureaurunde, som er foregået i tæt samarbejde med Sydinvests reklamebureau Brandhouse, og ifølge Tine Lawaetz Lund, der er afdelingsdirektør Sydinvest, gik man ud i en bureaurunde, fordi man følte et behov for at få nye øjne på medieplanerne.

– Vi lod Brandhouse, som vi har et rigtigt godt samarbejde med, foretage en indledende sondering og efterfølgende udvælgelse af mulige mediebureauer. Herefter mødtes vi og Brandhouse med tre bureauer og var herefter ikke så meget i tvivl om valget. Mediabroker havde bl.a. en tilgang til data og digital annoncering, som vi syntes var meget anderledes og interessant for Sydinvest, siger Tine Lawaetz Lund.

Hos Mediabroker er der ligeledes udpræget tilfredshed med udfaldet af bureaurunden.

Direktør Peter Ottesen siger:

– Vi er superglade for at Sydinvest har valgt os. Vi har i nogle år ”savnet” at arbejde med de problemstillinger, der er inden for bank og investering, så vi kunne gøre brug af den lange erfaring, vi har på dette område i bureauet. Samtidig er vi meget glade for at vores tilgang med at kombinere database og digitalt var interessant for Sydinvest.

Mediabroker beskæftiger omkring 20 mand på det danske kontor, og har på finansfronten tidligere samarbejdet med blandt andre Sparinvest  og Nordea.

Sydinvest-gruppen består af en række foreninger, som tilsammen har over 103.000 investorer og en formue på 45 milliarder kroner.