Det var marginaler der afgjorde det til sidst. Men blandt marginalerne var, at Carat blev vurderet til at have et stærkere internationalt netværk at trække på, og derfor bliver Synoptiks samlede mediebudget hos Carat.
Det er resultatet af en mediebureau-konkurrence, som blev udskrevet i august med deltagelse af Initiative Universal, OMD og MediaedgeCIA ud over Carat. Baggrunden for konkurrencen var bl.a., at Synoptiks forretning er blevet stadig mere international samt et ønske om at vurdere, om tingene blev gjort så godt og effektivt som muligt.
– Og nu ved vi så, at vi har det bedste vi kan få, siger marketing director, Sanna Suvanto-Harsaae, og fortsætter: – Valget stod i sidste ende mellem OMD og Carat, som var meget lige. Men vi måtte også konstatere, at græsset ikke var grønt nok på den anden side til at gå gennem besværet at skifte. Blandt de marginaler, der i sidste ende afgjorde valget, var, at Carats internationale netværk er stærkere – bl.a. er de stærkere end OMD i Sverige. Vores medie-indkøb skal håndteres ud af København på alle markeder, og derfor er bureauets internationale styrke af betydning.
Hos Carat er der selvsagt glæde over at bevare budgettet
– Vi har haft Synoptik som kunde i en række år, og Synoptik ønskede med denne pitch at se om ‘græsset var grønnere’ hos vores konkurrenter. Det var det ikke. Synoptik er en utrolig spændende annoncør som står overfor nogle store brand-management opgaver på en række nye markeder i Europa, siger Niels Viby Mogensen, der er Business Development Director. fin