Det er en uomtvistelig fordel at kunne se ud af øjnene, hvis man gerne vil følge med på tv. Det kan denne artikels forfatter med overhængende personlig nominering til æresmedlemskab i Dansk Blindesamfund godt skrive under på.
Takket være en styrke på -8,50 har jeg nemlig heldigvis selv haft lejlighed til at trække på smilebåndet af Synoptiks tv-spot.
Det er det tredje i serien, det med komikeren Lars Hjortshøj, der sidder på en spansk café (i Barcelona, nærmere betegnet), omgivet af vanvittige spaniere, der kører, som om de alle sammen havde glemt brillerne derhjemme og derfor brager ind i det ene barokke trafikuheld efter det andet. En skæg film, som fænger – og som seerne også har taget godt imod.
Filmen rammer en samlet karakter på 10 og tester flot på både branding , kendskab og ad-liking i Markedsførings Karakterbog, der produceres af ACNielsen.
Synoptiks marketingdirektør, Claus Nielsen, kan – ikke overraskende – også godt få øje på det positive i resultatet.
– Vi har selv tracket filmene, og denne måling bekræfter os i, at vi har ramt noget, der falder i god jord hos seerne. Vores interne målinger viser også, at der er positiv opbakning til filmen den vej rundt, siger han.

De unge elsker den

Sjovt nok ligger både branding og ad-liking højest i aldersgruppen 15-34 år. I denne gruppe kunne over 60 pct. procent uhjulpet identificere Synoptik som afsender på filmen, og samtidig giver de filmen flotte karakterer i ad-liking. En målgruppe, som logisk betragtet først for alvor burde interessere sig for hjælp til dårligt syn om nogle år.
Men ifølge Claus Nielsen er det ikke nogen tilfældighed, for man vil netop gerne brande sig hos de unge og yngre forbrugere.
– Vi har bevidst valgt at gå lidt ned i målgruppen for at udvide markedet. Tale til de forbrugere som er i pipelinen, så at sige. Det er nyt for optikerbranchen, for tidligere kæmpede vi alle sammen om de 40+-årige. Så det glæder os, at det lykkes, siger han.

Og mændene

ACNielsens tal viser i den mere kuriøse ende også, at den mandlige del af befolkningen er mere positivt stemt over for filmen end spindesiden.
– Ja, det er altså ikke fordi, vi hellere vil ramme mænd end kvinder. Men den er jo lidt actionpræget med bilstunts. Det kan jo være det, der gør at flere mænd kan lide filmen, lyder det med et smil fra Claus Nielsen.



Tekst til skema:

Synoptik

Fortælleren i reklamen sidder ved en udendørs café i Barcelona. Rundt om ham sker flere trafikuheld. En bil kører ind i en parasol, og en anden kører ind i en lygtepæl. En mand falder af sin scooter og lander i en blomsterhandlers blomster. Fortælleren beretter, at jo tættere man bor på ækvator, desto tidligere svækkes synet. Han siger, at dette måske er grunden til, at folk sydpå kører, som de gør. Fortælleren ifører sig en rød hjelm og kører ud af byen .

Annoncør: Synoptik
Bureau: Wibroe, Duckert og Partners



Tal til lagkager:

Branding: 38 pct.
Kendskab i øvrigt: 38 pct.
Kender ikke reklamen 24 pct.


Jeg synes at reklamefilmen er:

Rigtig god 19 pct.
God 57 pct.
Dårlig 15 pct.
Rigtig dårlig 2 pct.
Hverken eller/ved ikke: 8 pct.


Karakterer:

Kendskab: 9
Branding: 11
Ad-liking: 10

Samlet karakter: 10