I takt med en voldsom ekspansion vil Synoptik satse på en ensartet international kommunikation samt øget fokus på en mere systematisk dialog med kunderne. Ekspansionen medfører desuden, at marketingbudgettet vokser, og Synoptik er således ved at udvikle sig til et særdeles attraktivt budget for de nye reklamebureauer, som brillekæden har valgt.
Som tidligere nævnt i Markedsføring, så er Grey København valgt til at håndtere massekommunikationen, mens det nu ligger fast, at Sepia Proximity skal håndtere dialog-markedsføringen. Sepia er såvidt Marekdsføring erfarer valgt efter en konkurrence mellem Tribal DDB og Action.
Synoptik har hidtil håndteret det meste af kommunikationen inhouse, og valget af reklamebureauer hænger sammen med et ønske om både at effektivisere indsatsen samt at få et kreativt indspark. Men samtidig kommer Grey København og Sepia ind på et tidspunkt, hvor Synoptik med den nye direktør Peter Scheuer Jensen i spidsen er i gang med en kraftig omlægning og international ekspansion.
Der er således tale om meget store budgetter, selvom Peter Scheuer Jensen understreger, at Synoptik ikke øger markedsførings-budgettet – forstået på den måde, at man fastholder den samme procent af omsætningen til markedsføring. Men når Synoptik for kort tid siden gennem opkøb i Sverige og Tyskland har øget omsætningen med 60-70 pct. til ca. halvanden milliard kroner, har planer om fortsat kraftig ekspansion og ønsker et ensartet internationalt reklamekoncept, så er en fast procentsats lig med et særdeles attraktivt budget. Samtidig har Synoptik besluttet at nedlægge Netoptik og Topsyn, så man alene satser på Synoptik, der til gengæld skal udvikles til et bredere koncept.
– Vi arbejder på at nedbringe vores omkostninger for i stedet at bruge pengene på ekspansion. I den proces outsourcer vi alt, hvad der ikke er kernekompetence – og det gælder altså også vores in-house reklame-produktion, siger Peter Scheuer Jensen.
Han understreger samtidig, at virksomheden hele tiden har haft fokus på kundedialogen.
– Men man kan blive chokeret over, hvor meget vi har udsendt, når man tager alle typer af forsendelser i betragtning. Man kan godt sige, at det er sket usystematisk og i forskellig tone. Det må kunne gøres meget mere effektivt, siger Peter Scheuer Jensen.
Han er begejstret for oplægget til massekommunikation fra Grey København, og han understreger, at der bliver tale om en meget anderledes stil. Men han vil ikke komme nærmere ind på konceptet.
– Det vil først blive synligt på et tidspunkt efter udsalgsperioden, siger Peter Scheuer Jensen.