Selv om han for nylig drog til de evige blækhuses ø, formår den under VM i fodbold så omtalte blæksprutte Paul stadig at skabe overskrifter.
Det viser sig nemlig, at det forudseende dyr i akvariet i den tyske by Oberhausen ikke var hverken mirakel eller orakel, men derimod et vaskeægte PR-stunt – begået af underholdnings-koncernen Merlin Entertainments Group (MEG). Det skriver avisen The Independent.
Den britisk baserede koncern ejer blandt meget andet Legoland-parker i en række lande, også den i Billund, Madame Tussauds vokskabinet-museer – samt Sea Life-akvarier verden over. Herunder Sea Life-akvariet i Oberhausen, hvor Paul boede.
Men inden han tog afsked med denne verden, lykkedes det på fornemste vis for at gøre blæksprutten Paul til et brand.
Han havde sin egen agent, Chris Davis (der tidligere har lavet PR for Merlin-koncernen), som alene forleden, da dyret døde, stillede op i over 30 interview. Herunder et fem minutter og 42 sekunder langt indslag på BBC.
Dertil kommer tøjdyr, bøger, iPhone applikationer – og sågar en dokumentarfilm ”Tentacles of Divination”…
Alt sammen i samarbejde med – Merlin Entertainments Group, som kan berette om en firdobling af besøgene i deres Sea Life-centre siden sommer. Og det vurderes at Paul som brand er tæt på en værdi af otte millioner pund, svarende til lige knap 70 millioner kroner.