Vi ved det alle sammen godt. Smartphones og tablets fylder mere og mere i vores hverdage, og det betyder naturligvis, at vi læser flere e-mails på de mobile apparater.
Det betyder også, at mange af ”de gamle sandheder” om e-mail-markedsføring står for fald. Bl.a. derfor har Apsis, der er specialister i netop e-mail-marketing, gennemført en større undersøgelse af danskernes mobilvaner, som kan bruges i marketingsammenhæng.
Undersøgelsen og rapporten er produceret af Apsis i samarbejde med LOOA, som er et svensk analysehus med speciale i mobile medier. Dataindsamlingen er sket mellem den 3. og 5. september 2012.
Panelet i undersøgelsen er geografisk repræsentative for den danske befolkning ud fra alder, køn og geografi. Det første spørgsmål i analysen er besvaret af 1.032 personer, de efterfølgende af 637 personer.
Den første læring af undersøgelsen er, at hvis du som afsender ikke har en meget homogen liste med abonnenter, så er det ikke længere en selvfølge, at nyhedsbreve skal udsendes på bestemte tidspunkter eller ugedage, hvilket er vigtigt at notere sig.
Content is King
Desuden lyder anbefalingen, at man tager hensyn til – og tilpasser – såvel udsendelsen som landingssiderne til mobil læsning, hvilket vi alle ved, men farligt få får gjort noget ved.
Og så er der selvfølgelig indholdet. Det er stadig ubetinget det vigtigste. Vil man beholde og erobre flere aktive læsere, så er indhold, der opleves som interessant og værdifuldt af målgruppen, det absolut vigtigste. Med andre ord er ligegyldige bannere og andre marketing-påfund, der set fra et snæversynet kommercielt synspunkt kan have værdi, intet værd.
Det handler nemlig om at forvalte den tillid, som abonnenterne viser, når de tilmelder sig ens udsendelser. Det viser sig bl.a. ved, at værdifuldt indhold, som sendes fra en betroet afsender læses, selv om e-mailen i sig selv ser lidt underlig ud.
Når det er sagt, så er det naturligvis sådan, at e-mails som både er gode og ser godt ud, har større chance for at aktivere modtagerne til at gøre, det du vil (klikke, ringe, købe, tilmelde sig, dele osv.).
Ligesom mange websteder tilpasses til mobile besøgende, ofte med såkaldt “responsive design”, kan du tilpasse udformningen af dine udsendelser ved hjælp af media queries og forskellige stilskabeloner (CSS) afhængigt af, på hvilken enhed modtageren læser e-mailen, lyder rådet fra Apsis.
Herunder følger flere råd fra e-mail-marketing-specialisten:
Her er syv mobil-tips
– Anvend hele bredden (100 %), og ombryd teksten. (E-mailskabeloner til computere angiver ofte bredden i pixel, f.eks. 600 pixel, hvilket gør, at mobile læsere enten skal rulle fra venstre til højre eller zoome ud, hvorved teksten bliver lille og vanskelig at læse).
– Øg tekststørrelsen for at lette læsningen. Via media queries kan du vise større tekst på mobiltelefonen. Apple anbefaler f.eks. en størrelse på 17-22 punkt af tekst på mobil e-mail.
– Anvend eventuelt tydelige billeder, nummerering eller streger og andre afgrænsere for at gøre det lettere for modtageren hurtigt at scanne e-mailen. Selv om billeder vises som standard i den forhåndsinstallerede e-mail-klient på Apple iPhone, er der naturligvis mange brugere, der deaktiverer billedvisning, hvorfor vigtige oplysninger bør være tilgængelige selv uden billeder. Dine modtagere sætter sikkert også pris på, at du inkluderer små billeder, som er hurtige at indlæse.
– Gør knapper og links ekstra tydelige med understregning og/eller andre farver på ekstern/baggrunden. Derved er det endnu lettere, og dermed mere sandsynligt, at en mobil læser at klikke og gøre det, som er målet for din udsendelse.
– Tænk på, at modtagerne skal kunne trykke på links med fingrene. Og er man usikker på, hvor man havner, er der mange, der lader være.
– Selv om den smalle skærm på mobiltelefoner frister til kun at anvende 1-kolonnelayout, er der ikke noget til hinder for at anvende to eller endda flere kolonner i dine udsendelser. Modtagerne kan dobbeltklikke eller zoome ind og ud for at se den del af e-mailen, som de er interesseret i.
– Forsøg at tilpasse tekstlængden, så mobiltelefonen kan vise et helt afsnit ad gangen.