Gruppen ved navn Fighters+Lovers, som i 2006 begyndte at sælge t-shirts, hvor en del af overskuddet skulle gå til oprørsgrupperne Farc fra Colombia og palæstinensiske PFLP, måtte i dag modtage en dom for terrorstøtte i Østre Landsret. Det skriver Ritzau.
To af personerne blev idømt seks måneders fængsel, to andre blev idømt fire måneders fængsel, og de to sidste blev idømt 60 dages fængsel. Straffene blev for de fire sidstnævnte gjort betingede med et års prøvetid. En blev frikendt.
Anklageren havde krævet op til ni måneders fængsel til de egentlige bagmænd i Fighters + Lovers. De tiltalte, der havde hjulpet med at pakke tøjet eller haft reklamer hængende i en pølsevogn ved Rigshospitalet, skulle slippe med en billigere straf.
Omvendt slog forsvarerne på, at de to organisationers væbnede modstand var at sammenligne med en modstandsbevægelse. Og den danske terrorlovgivning har aldrig haft til formål at bekæmpe bevægelser, der vil bevare eller indføre demokratiske værdier.
Da sagen var for i byretten i december sidste år, blev de syv tiltalte frifundet.
Retten mente nok, at PFLP og Farc bruger både drab og bortførelser i deres kamp, men det var ikke lykkedes anklagerne at bevise, at man kunne tale om terror. Derfor endte det dengang med en frifindelse.
De tiltaltes advokat, Thorkild Høyer, sagde efter dommen, at han vil prøve at få sagen forelagt for Højesteret, efter at byretten og landsretten er kommet til den stik modsatte konklusion. Siger procesbevillingsnævnet nej til det, er næste skridt Menneskerettighedsdomstolen i Strasbourg.
/ritzau/sit
Sagen kort:

  • I januar 2006 begyndte Fighters+Lovers at sælge t-shirts, hvor en del af overskuddet skulle gå til oprørsgrupperne Farc fra Colombia og palæstinensiske PFLP.
  • Firmaet nåede at indsamle 24.982 kroner, inden politiet konfiskerede beløbet. I marts 2006 tiltalte daværende justitsminister Lene Espersen (K) de i alt syv personer efter terrorparagraffen med henvisning til, at de forsøgte at indsamle midler til terrororganisationer.
  • I december sidste år blev alle syv frifundet i Københavns Byret. Retten fandt det ikke godtgjort, at Farc og PFLP er terrororganisationer.
  • Fighters+Lovers har flere gange proklameret, at tøjsalget er ment som en kritik af terrorlovgivningen og EU’s og USA’s terrorlister.

/ritzau/