Landets øverste domstol skal nu granske sagen om de farvestrålende t-shirts, som foreningen Fighters+Lovers har lavet for at støtte oprørsgrupperne FARC og PFLP.
Det står klart efter Procesbevillingsnævnet har givet de seks dømte lov til at anke dommen fra Østre Landsret til Højesteret.
De seks t-shirt-magere blev fundet skyldige i sagen, der drejer sig om terrorstøtte, fordi de to væbnede grupper, som Fighters+Lovers indsamlede penge til, står på USA’S og EU’S terrorlister.
To af de dømte fik hver seks måneders fængsel, mens de fire øvrige blev idømt betingede domme. To fik fire måneders betinget og to fik 60 dages fængsel. Deres roller har primært været at støtte salget ved at pakke tøjet, skaffe Fighters+Lovers omtale i medierne og være vært for firmaets hjemmeside.
En syvende tiltalt blev frifundet i landsretten for sin andel, der bestod i at reklamere for Fighters + Lovers med plakater på sin pølsevogn.
/ritzau/