Komponister og andre musikalske sjæle får nu chancen for at lege med tonerne fra klokkerne i Arne Jacobsens legendariske rådhustårn i Århus.
JP Århus, Århus Festuge og VisitAarhus inviterer nemlig alle til at deltage i en musikkonkurrence, hvor tonerne, der døgnet rundt lyder fra rådhustårnet, skal inspirere til musikalsk videredigtning.
– Konkurrencen spiller med sin idé fint op til årets tema i festugen, ”Fremtiden er nær”, hvor der spindes tråde mellem fortid og fremtid
– Det bliver interessant at høre de forhåbentlig mange bud, der bliver sendt ind, siger festugechef Jens Folmer Jepsen om festugens begrundelse for at medvirke.
Hjemmesiden jpaarhus.dk har oprettet et special-underside –
jp.dk/dithit – hvor man blandt andet kan finde information om, hvordan man deltager, om konkurrenceregler og præmier.
På hjemmesiden ligger der allerede fire musikalske gendigtninger til inspiration.
De skabt af operasangerne Stine Rosengren Honoré og Jens Jacob Honoré, København, redaktionssekretær Brian Jensen Felde, JP Århus, og det århusianske powerband ”Drone” med sangeren Rasmus Sjøgren som frontfigur.
Det ligger allerede nu fast, at Århus Festuge indgår med hovedpræmien til konkurrencens vinder: en koncert under festugen 2009.
Teksten og tonerne, der dagligt lyder fra Århus Rådhus, er kendt under flere navne, blandt andet “Morten Børups Majvise”.
Morten Børup var tidligere underviser på Aarhus Katedralskole, men hvad han mener om projektet, får vi ikke at vide. Han døde i 1526.