Det lader til, at størrelsen alligevel betyder noget – i hvert fald når det handler om at klikke på annoncer på smartphones og tablets.
En ny undersøgelse fra mobilvideo-reklamenetværket Rhythm New Media viser således, at helsides-reklamer på tablets har en gennemsnitlig klik-rate på 21 procent, mens den samme reklame på en smartphone kun har en klik-rate på 9,4 procent.
Undersøgelsen, som mediapost.com refererer, kommer blot en uge efter, at analyseinstituttet Nielsen kunne fortælle om en måling, der viste, at næsten hver fjerde tablet-ejer havde prøvet at klikke på annoncer på deres skærme – det havde kun 11 procent af smartphone-ejerne.
Rhythm New Media samarbejder blandt mange andre med medie-netværk som NBC Universal, CBS, ABC, Fox og Warner Bros. og stor-annoncører som fx Procter & Gamble, Unilever, Disney, General Motors, Ford, og Microsoft.