Hvis du sælger et produkt eller en tjeneste på nettet, gør du klogt i at overveje, hvordan du bedst når ud til tablet-brugere. En ny undersøgelse foretaget Edelman Berland i USA på vegne af IT-virksomheden Adobe viser, at mere end halvdelen af tablet-brugerne (55 pct.) forventer at bruge deres tablet til at handle på nettet.

Det er omkring dobbelt så mange, som for folk med smartphones, hvor andelen kun lyder på 28 pct.

Undersøgelsen viser tillige, at mere end halvdelen af dem, der allerede benytter mobile enheder til online shopping, vil benytte særlige shopping-apps og katalog-apps i løbet af det kommende års tid. Bland tablet-brugerne forventer 60 pct. at bruge shopping-apps, og blandt mobilbrugerne 56 pct.

For folk, der ikke handler via mobile enheder, er det kun hver fjerde, som vil benytte en shopping-app.

Gode tilbud og rabatter er den primære årsag til, at flere forventer at bruge shopping-apps i 2013. Smartphone-brugerne er mere prisbevidste end tablet-brugerne (67 pct. mod 52 pct.), og hver anden tablet-bruger (49 pct.) mener, at interaktive billeder og slideshows er vigtige, hvorimod 60 pct. af mobilbrugerne mener, det er vigtigt at kunne finde de fysiske butikker via mobilen. Desuden appelerer shopping-apps mere til smartphone-brugere, som følge af nemmere navigation og hurtigere indlæsnings-tid i forhold til at browse på en hjemmeside.

– Shopping-apps og kataloger til mobile enheder er uhyre effektive til at få kunder i butikken. Vi kan se, at firmaer som Sothesby’s og ASOS opnår langt større engagement med deres brand og skaber bedre købsbetingelser, når de præsenterer deres udvalg til deres mobile kunder, fortæller Stefan Dahlgren, som er nordisk direktør for Adobe, som har leveret løsninger til de førnævnte apps og kataloger.

Tillige bekræfter undersøgelsen, at den primære indflydelse på online købsbeslutninger er ens venner, med henholdsvis 88 pct. og 87 pct. blandt tablet- og mobilbrugerne. Desuden svarer 53 pct. af respondenterne, at de deler erfaringer og anbefalinger af apps, når de mødes, samt 21 pct. svarer Facebook og 19 pct. e-mail.

Adobe Digital Publishing Report: Retail Apps & Buying Habits er foretaget af Edelman Berland i perioden 28. november til 3. december 2012, og er foretaget blandt 1.003 amerikanske forbrugere med en smartphone og/eller en tablet.